En hård dag for Kakzi og Cicero

I torsdags var dagen, hvor de sidste 2 hingste, Cicero og Kakzi, skulle blive vallakker. Desværre gik det lige så nemt for Cicero. Hans kugler var meget små og deforme og sædstrengen var ultra kort, hvilket medførte, at kuglerne blev endnu sværere at få fat i. Han skulle nok have været på klinik og jeg blev mere og mere nervøs, da han hele tiden skulle bedøves ned igen, fordi det tog så lang tid. Dyrlægen havde ikke taget nok bedøvelse med og måtte ringe efter hjælp, der var 45 minutter væk. Dette resulterede i, at Cicero nåede at vågne op med en kugle fjernet og den anden stadig intakt. Med ekstra dyrlæge lykkedes det, men nu med stor risiko for infektion, da de jo virkelig havde måtte åbne ham op og han lå ligesom ude i halmen, hvor der er en masse bakterier.

En ordentlig omgang pencillin og smertestillende også har jeg givet ham begge efterfølgende i tre dage. Hævelsen falder fint og jeg krydser alt for, at vi er ude for fare nu. Den lille fyr. Hans humør er godt og han virker heldigvis ikke påvirket. Lille Kakzi gik planlagt, men han har dog virket noget mere påvirket efterfølgende. De har dog begge sædvanlig appetit og får også bevæget sig fint rundt derude. Hævelser falder og vi håber, alt er som det skal være. I så fald vil der ikke gå mange dage før Cicero bliver sat til adoption – han er super klar<3

Gennembrud hos Freja

Igår skete der noget helt uventet. Jeg havde besøg af søde Line fra Brogaarden, der var forbi med ponyernes elskede godbidder. Faktisk de eneste, som Mowgli gider spise:-)

Vi står på folden og snakker med flere af ponyerne, her iblandt Pusilli og Felix. Freja står som sædvanlig på behørig afstand og holder øje med det hele. Det var dog ligessom hun gerne ville os noget. Hun kom ret tæt på og vi kunne, som sædvanlig klø hende på mulen. Pludselig var det som om hun gav mig tilladelse – jeg kunne klø hende på halsen og holde hende i grimen. DET VAR VILDT STORT

Flere gange efterfølgende og senere på aftenen kunne jeg igen gøre det. Det er virkelig underligt, når man giver dem den tid, de har brug for, så de selv kan vælge, så sker der lige pludselig noget. Jeg er så glad, var faktisk begyndt at tænke på, om der overhovedet var en god fremtid for hende. Nu håber jeg, at Nero vælger samme vej.

Lille Kakzi, som også har været en af de allermest sky melder også sig selv hele tiden – det er jo fantastisk.

En lille film om ponyernes træning og fremskridt

Se med her og se, hvordan det går med de små…

Nu kan du hjælpe ponyerne endnu mere.

Vores små banditter kan desværre ikke komme på mosen med de andre heste endnu. De er endnu så sky, at jeg frygter, at jeg aldrig får dem ind eller tamme, hvis de først bliver sluppet ud på 4 ha. De er derfor nødt til at gå på vinterfolden, så vi kan få dem på stald hver aften. Det betyder dog, at vi har brug for et læ skur, da der næsten ikke er skygge på denne fold, hverken for solen eller for regn.

Vil du være med til at forære ponyerne læ og gøre en kæmpe forskel i deres dagligdag? Du kan få dit navn på skuret ved at købe en andel i vores butik. Ser mere her

Tusind tak for støtten på forhånd.

Begynder at kunne se drengenes egen personlighed

Nu hvor ponyerne har været her i et stykke tid og de har taget på og fået livsglæden tilbage, begynder vi virkelig at kunne se deres personligheder. De er vidt forskellige alle sammen.

Både Krumme og Mowgli var jeg dybt bekymret for, om de nogensinde ville kunne slappe af sammen med mennesker. Men nu rykker de ligeså fint, stille og roligt.

Mowgli noget mere fremme og til tider lidt hidsig i sin tilnærmelse til os. Men han er super nysgerrig, bare man ikke prøver at kæle ham, når han spiser. Så bliver han virkelig vred:-)

Krumme, ligesom Kakzi, havde en lang periode, hvor han lod os røre ham forsigtigt. Det var dog tydeligt at mærke, at han ikke nød det. Han tog ikke kontakten selv (snuse til os osv), men det er kommet nu og han er ret nysgerrig, så skal resten helt sikkert også snart komme. Kakzi lidt på samme måde, omend endnu mere forsigtig. Tror at det, at han mistede sin mor, har sat ham lidt tilbage på den front.

Nero er straks helt anderledes. Han lagde ud med at være en af dem der var hurtigst til at komme os i møde og inden han blev kastereret, var han også noget mere aggressiv. Slog med forbenene, hvis man ikke lige rørte ham, der hvor han ville osv. Efter kasterationen, hvor vi jo var nødt til at tage fat i dem, trak han sig virkelig meget tilbage og var endnu mere reserveret, end da de kom. Dette var jeg naturligvis ked af. Nu er det som om han igen begynder at vise interesse….meget stille og roligt. Dog stadig med tendens til hurtige forben, så det er noget, vi skal have arbejdet på.

Felix som jo hele vejen igennem har været den nemmeste, blideste, og mest kælne, har også trukket sig lidt efter kasterationen. Mistet tilliden lidt. Når han er sammen med de andre, er de bare mere interessante, hvor han førhen kom som den første til os. Med noget fokus er jeg sikker på, at han meget hurtigt er tilbage i den gode stil. Håber og tror på, at han bliver en af de første, der er bliver klar til adoption.

Også er der Cicero. Da han kom, troede vi aldrig, at han ville blive tam. Han stod og rystede i et hjørne bag sin søde mor Perle. Fra den ene dag til den anden (dvs. en eller to gange hvor jeg forsigtigt fik lov til at klø ham på halsen) gjorde han næsten det hele selv og ændrede sig fuldstændig. Det er vildt at opleve. Nu er han næsten for meget, smiler, for der skal bides og tygges i alting, inklusiv os. Jeg kan røre ham overalt og indenfor denne uge, skal han så lære at blive trukket i tov. Min første indskydelse var, at både Cicero og Kakzi kunne vente til efteråret med at blive kastereret, men jeg er ikke så sikker på Cicero mere. Vi får se.

Så er der de to, der volder mig allerflest kvaler: Freja og Tikka. Hold da op. De er så bange og viser ikke meget nysgerrighed, så det er super svært at få dem overbevist om at komme tæt på. De er ikke kun bange for mennesker, men for alt muligt. De vil gerne komme hen og tage mad fra hånden, men vi kan glemme alt om at røre dem overhovedet og der er ikke rigtig fremskridt overhovedet. Jeg bryder mit hovede…. tænker måske at selvom det er hårdt, så kan det blive nødvendigt at skille dem ad, for de styrker hinanden i angsten. Det vil helt sikkert også være en god ide, at få en rolig og kælen hoppe sammen med dem. Det er et større puslespil, at få det hele til at gå op. Jeg kan roligt sige, at jeg i disse dage virkelig kunne drømme om mere jord – meget mere jord.

Så meget hjælp…. En kæmpe tak<3

Vi har fået så meget hjælp til alle de små ponyer. Det er helt overvældende og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde at takke.

I er så mange privat personer, der har købt wrap, frøgræs, foder og gulerødder til de små.

Derudover er der mange, der har sendt pengegaver.

Sakskøbing rideklub har samlet penge ind til ponyerne.

Brogaarden, Jorenku.dk, Lone Valentin, Heidisrideudstyr.dk har støttet os og vil fortsat gøre det. Det er som sagt overvældende. Det er så vigtigt for mig at sige tak. Det er svært at sætte ord på, hvad man føler, når der pludselig er så meget støtte fra så mange forskellige kanter. Der er mennesker rundt i hele landet, som bruger tid på at følge Hestenshaab og ikke mindst støtte os. Det er kæmpe stort.

Arbejdet er langt fra slut. Der ligger vildt meget arbejde i de små ponyer endnu. 4 hingste er blevet kastereret, 2 mangler dette indgreb, flere af ponyerne er stadig ret underernæret og ikke mindst, så er de fleste af ponyerne så skræmte over mennesker. Det kommer til at tage ufattelig mange timer, at få dem til at forstå fidusen ved at være sammen med mennesker. Dette betyder naturligvis også, at jeg ikke kan smide de små på døgnfold sammen med resten af banden, da jeg ellers ikke vil kunne få dem ind igen og processen med at få dem tamme vil blive forsinket og måske for nogle umulig. De vil derfor skulle på stald om aftenen og gå på en fold for sig selv i lang tid endnu. Vi vil derfor skulle fodre dem med wrap og foder i en god periode af sommeren. Vi har fx. lige købt ny sending wrap hjem til det små.

Vi vil derfor fortsat få brug for hjælp og vi er taknemmelige for, at I derude er med til at hjælpe hestene sammen med os.

Endnu engang en kæmpe tak (tak dækker det ikke) fra ponyerne og jeg. Hvis jeg har glemt at nævne nogle, så undskylder jeg meget. Alt har betydning i arbejdet med hestene og både store og små gaver er højt værdsat.

Vi håber, at I fortsat vil følge os og hjælpe ponyerne.

Rigtig god weekend.

Billedet er af Hestenshaab’s Felix, som er den af ponyerne som har rykket sig mest i tiden her.

8 meget tynde og skræmte ponyer ankommer

Onsdag den 12/4-2017 ankommer Mowgli, Krumme, Kakzi, Unni, Perle, Cicero, Felix og Nero (på dette tidspunkt, ar de dog endnu ingen navne) med Yvonne Johansen fra Db samt kredsformand og assistenter. Især de små drenge er ret meget oppe at køre. Vi får installeret de 4 ældste hingste i løsdriften. Mens Unni og Perle med hver deres 1 årige plage kommer i udeboksene. Alle er fyldt med bare pletter efter lus, de har ormemaver og er udsultet. Dog er det værst med hopperne, de ligner nogle i fol samtidig med, at de har 1 årige ved siden, der stadig dier ret meget. Specielt Felix og Unni er slem plaget af snabelhove. Felix på forben, men stakkels unni på alle 4 ben og det er virkelig slemt med hende. Hun virker som en gammel hoppe, der er plaget af smerter og livet generelt. Det er hårdt.

Kun hopperne er vant til at blive trukket og være i menneskehænder og vi indser hurtigt, at vi ikke kan trække dem på fold ud over vejen (jeg kan ikke have dem på fold med de “raske” heste. Så hurtigt må vi fælde grantræer og lave en ny åbning ind til folden, og en lille løbegang fra løsdrift og til fold. Vi finder dog hurtigt ud af, at det fungerer bedre, at lade de unge følge efter hopperne. Dertil kommer at vi måtte sætte masser af nyt tråd på, så jeg var sikker på, at strømmen virkede. Det kunne være fint med små ponyer ud over hele Sortsø.

Selvom vi rammer skærtorsdag, så kommer vores fantastiske smed Lasse på en helligdag, for at tage det værste på dem alle. Da han ankommer, er der dog nogle af de små, som han vælger at vente med (de var heller ikke så slemme), fordi han er bange for, at hjertet vil holde op med at slå, fordi de er så bange. Lige på denne dag, må vi dog fange ponyerne mod deres vilje, så Lasse kan komme til at kigge og ordne dem. Vi får også givet luse kur og ormekur, nu vi har fat i dem. Felix hove er slemme, men da han er så ung, er Lasse fortrøstningsfuld, det er straks værre med Unni, som Lasse med det samme synes, skal have fred. Hun er slem og det er på alle 4 ben. Hun står meget skævt og det vil kræve meget tid, før Lasse kan komme til at rette hende fuldstændig op. Tager han for meget ad gangen, vil hun slet ikke være i stand til at gå pga smerter i benene, fordi benstilling ændrer sig så voldsomt så hurtigt. Og hun er meget plaget af smerter.

Vi indser hurtigt, at det kommer til at kræve en kæmpe mængde tålmodighed og tid, at få de små tillidsfulde og jeg vil ikke lave overgreb på dem, så mange af de sædvanlige procedurer som plejer at foregå ved ankomst her, må vente lidt. Såsom vaccination osv. Allerede på dag 2 går vi igang med at bare være sammen med de små. Heldigvis er de nogle nysgerrige små hoveder og specielt Felix er hurtig til at forstå, at det med mennesker er ret så hyggeligt. Det er så skønt at opleve. Vi oplever at specielt Mowgli og Krumme er meget bange og til at starte med også Cicero.

Efter et par dage er det Nero’s tur til at fange den med de søde mennesker, der giver en god klø tur og også Cicero fanger den. Han er nu så fræk, at der skal bides i alting. Han og Felix er også de eneste, man kan komme til at klø på bagparten. Nero som jo er en 3 årig hingst har hormoner i hele kroppen, der dirrer og nu synes han, at han skal slå med forbenene efter os. Vi må bestille kasteration til næste uge. Lille Kakzi som startede med at være semi tryg er nu voldsomt bange for os igen. Så der ligger meget arbejde foran os. Vi er helt pjattet med dem alle sammen, og det er fantastisk at se dem få mere og mere gnist dag for dag. Langfredag var den første dag på fold og jeg skal love for, at der blev løbet og løbet og løbet og løbet og leget.

Men når man heller ikke har været udenfor så længe eller har haft så lange hove, at man ikke kunne løbe, så er det fantastisk at kunne gøre det og det er mindst ligeså fantastisk for os at opleve alle de livlige ponyer, der bare giver den gas.