Nu er smukke Sia bestemt ikke tynd mere.

Sia pels skinner og maven er rund. Hun nyyyyyyyyyder sommeren på mosen og kan slet ikke få nok. Hun er blevet super gode venner med vores islændere Fenja og Soti og fungerer super godt i flokken. Jeg fik taget lidt billeder af hende i mosen igår. Tjek dem ud i hendes galleri.

4 ugers opdatering på Sia – også alt det jeg ikke har fået skrevet

Sia har nu været her i 4 uger og jeg synes, at der er sket meget allerede. Da hun kom, var hun i virkelig skidt form. Tynd, smurt ind i fæces, store knuder i manen og slukket i blikket. De første stykke tid kunne jeg næsten ikke få hende til at æde. Med hjælp fra Brogaarden.eu, der har leveret build up cubes, VetroGard, Qlc samt b-vitamin er det helt klart gået i den rigtige retning. Wrappen, som hun næsten ikke orkede at æde, går hun nu til med meget bedre appetit. Jeg kan ikke længere mærke hendes ribben, hendes hals ser meget bedre ud og hun er begyndt at fælde den grimme pels af. Nu har hun snart så meget sul på kroppen, at jeg kan begynde at strigle på hende.

Hun går alene på ridebanen, men Freddy har været inde og besøge hende og der viste hun sig som en rigtig dame. Jeg lukkede hende også kortvarigt ud til de andre og der fik hun løbet og vist sig frem. Kun Johnson var lidt voldsom. For at hun ikke skulle bruge for meget energi og for at hun har adgang til sin wrap ad libitum, så får hun lov til at gå alene på ridebanen et stykke tid endnu.

Hun er en skøn og dejlig dame. Hun har taget alt her med ro. Når hun bliver usikker på noget, så bliver hun lidt stædig og har brug for tid til at se tingene an. Når hun så har tilliden til at du fører hende sikkert, så følger hun dig. Hun vrinsker hver gang hun ser mig og kommer løbende. Det er rørende.