Anjas Blog: Når dyrevelfærden bliver svær

Vi arbejder med og for dyrevelfærd. Vi arbejder for at give hestene velfærd i den indhegnede verden, de lever i. For mange af de heste, der kommer her, har det på ingen måde været en selvfølge.

Dyrevelfærd kan være en svær størrelse at definere. Nogle bruger de fem friheder, som rettesnor. Andre går mere i dybden og bruger dyrevelfærdscirklen.

De fem friheder lyder som følgende:

1. Frihed fra tørst, sult og fejlernæring.
2. Frihed fra ubehag forårsaget af omgivelserne
3. Frihed fra smerte, skavanker, skader og sygdom
4. Frihed til at udtrykke artens naturlige opførsel
5. Frihed fra frygt og lidelse

Ved dyrevelfærdscirklen vurderer man dyreholdet/dyret ud fra 8 parameter:

• Foder, foderstand og fodringsrutiner
• Miljø; indendørs indretning
• Miljø; udendørs indretning
• Adfærdsmuligheder, beskæftigelse og aktivering
• Socialitet, floksammensætning, interaktion
• Sundhed, fysiologi, ekskrementer og stress
• Historik omkring syge og døde dyr
• Opfyldelse af lovens krav til dyreholdet

De heste, der kommer her, har ofte ikke haft friheden til velfærd på en eller flere punkter. Vi hjælper dem, med at få den velfærd (tilbage).

  • Vi giver dem det korrekte foder, søger for at de får nok, at der er fri adgang til vand.
  • Vi fjerner ubehaget fra de omgivelser, de var i, ved at flytte dem.
  • Med fagfolks hjælp hjælper vi dem, hvis de er syge, har skader eller smerter.
  • Vi lader dem være sammen med artsfæller på store arealer mange timer i døgnet, så de kan udøve deres biologiske adfærd som flokdyr.
  • Vi sørger for, at her er ro og tryghed i omgangen med de andre heste samt i samværet med mennesker.

Det er det, vores arbejde består i og det er utrolig givende og livsbekræftende at opleve dyrenes reaktion på at få disse “friheder” tilbage.

I de 11 år, hvor Hestenshaab har hjulpet heste, har der også været de heste,  vi ikke kunne give det, der skulle til, for at de ville få et liv med velfærd. Når man ikke er i stand til at fjerne smerter og sygdom og man ikke længere kan tilbyde dyret et liv, hvor dyret kan udfolde sin biologiske korrekte adfærd uden smerter. I disse tilfælde er den eneste mulighed for at hjælpe dyret af med lidelse og smerte, aflivning. Det er det ansvar, vi har. Vi bliver deres stemme og “frihed” til at vælge livet i smerte fra. Det er den del af vores arbejde, som er hård, men ligeså vigtig som at fodre tynde dyr op og give indespærret dyr græs under hovene igen.

Det er aldrig nemt, når vi står i den situation, at der kun er den ene mulighed tilbage. Det er som oftest ikke noget, der kan diskuteres udfra et dyrevelfærds synspunkt. Sygdom, smerter og lidelse er med dyrelægens hjælp og diagnose, en af de meget håndgribelige og synlige punkter i forhold til dyrevelfærd og beslutningen omkring aflivning, omend den er hård, valid og ikke til at overse. Det er en fysisk kendsgerning, som videnskabligt kan vurderes af uddannede fagfolk. Beslutningen kan derfor synes “nemmere”.

Den situation, har vi stået i flere gange i løbet af årene. Jeg har også flere gange stået i situationer, hvor jeg har tænkt, at det kunne være en umulighed at give dyret et liv med tryghed og uden stress fra mennesker, men heldigvis har tålmodighed og tid ofte gjort underværkere på dette punkt.

Når jeg for første gang i 11 år og med 70+ heste igennem Hestenshaab, står med en hest, der er skadet på evnen til at udføre normal social adfærd, så bliver jeg nødt til at hive velfærdsredskaberne frem og se på dyret og alt omkring det med professionelle øjne. Nu er der ingen dyrelæge, der stiller en diagnose og jeg er den fagperson, der vurderer om dette dyr nogensinde får et liv med hestevelfærd og uden stress. Det bliver en anden beslutningsprocess. Dog stadig en der kræver ligeså meget ansvar.

Hvad gør man, når et flokdyr bliver stresset af at være sammen med artsfæller og samtidig har så dybe instinkter, at det også bliver stresset af ikke at være sammen med flokken?

Sia er 14 år og har kun oplevet floklivet i form at en lille shetter i omgivelser, hvor der var så lidt foder, at hun måtte kæmpe alt, hvad hun kunne for at holde sig i live. Sias livserfaring er at artsfæller er et nødvendigt onde, der skal holdes væk fra foderspanden. Noget der tydeligvis har stået på så længe i hendes liv, at på trods af, at hun nu oplever at foderspanden ikke “løber tør”, så ophører den aggressive adfærd ikke.

Sia har ikke lært hestesprog og hendes tidligere erfaringer med sult gør, at foder er hendes eneste fokus, det gælder også græs – alligevel skal de andre heste helst være i nærheden. På en 1 hektar stor græsmark skal de andre heste ikke nærme sig hende, så får de hidsige bid -uden forvarsel. Denne adfærd tog mere og mere til i takt med, at Sia fik sul på kroppen igen.

For at vende tilbage til dyrevelfærden. Mine opgaver ifht. at skabe et velfærdsliv for et flokdyr kan være mange og varierede. Jeg får hjælp af fagfolk til at gøre syge dyr raske og sørge for at udsultede dyr får den korrekte næring. Jeg lærer hestene at omgås mennesker på en respektfuld måde uden stress. Jeg har dog ikke en fysisk chance for, at lære en hest at indgå socialt i flokstruktur. Jeg kan ikke lære en 14 årig hest at tale “hestesprog”, hvorend jeg gerne ville.

Hvor er det så at dyrevelfærden mistes i dette tilfælde? For Sia, som ikke kan være sammen med artsfæller uden at stresse, men som heller ikke kan være dem foruden. Resten af flokken mister deres frihed fra frygt, da de bogstaveligt er så bange for hende, at de konstant er på vagt og løber i alle retninger, når hun kommer. Hele hierarki strukturen i flokken blev ødelagt, da de socialt fungerende dyr så Sias adfærd som rangorden aggression, men for Sia drejede det sig kun om foderet. Stress og utryghed hos alle, tillige med store nye sår dagligt fra Sias bid.

Er der udsigt til at Sia vil få et liv med velfærd? Findes sådan et sted, hvor hun kan leve sammen med og alene? Og hvis ja, hvad så med velfærden for den artsfælle, der skal være hendes uønskede flok? Kan hun lære at indgå normalt i socialt interaktion med andre heste i en alder af 14 år? Hvis hendes erfaringer i den henseende er en værktøjskasse, som hun skal hive redskaber frem fra, så har hun to redskaber – foder og fight. Disse redskaber bliver hendes adfærd, også overfor mennesker.

Hvordan vi behandler vores dyr, kendetegner os som mennesker. Jeg synes, det er sørgeligt, at Sia aldrig fik lov til at være hest. Den essentielle ret blev frataget hende så meget, at ikke engang instinkterne kunne overdøve.

Paragraf 2 i dyreværnsloven lyder som følger:

§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Man må smerteligt erkende, at som så mange andre af vores heste, så har Sias tidligere ejer ikke levet op til dette lovkrav og som følge deraf, er Sias krav på et liv med velfærd blevet ødelagt for bestandigt.

Med sund fornuft, den dybeste omsorg, faglighed, dyrevelfærden og dens redskaber, tog jeg en beslutning. En beslutning, som aldrig havde været nødvendig, hvis hun havde haft et velfærdshesteliv med muligheden for at være et flokdyr, der fra føl har lært flokstruktur og interaktion med artsfæller.

Ikke mere stress og utryghed, hverken for Sia eller andre heste i hendes nærhed. Denne beslutning har været helt anderledes og krævet mere reflektion, end jeg har prøvet i sygdomsrelaterede tilfælde. Ikke desto mindre er den ligeså valid, når vi skal sørge for velfærden for de dyr, vi har ansvaret for.

Det er en sørgelig historie, som jeg føler er vigtig at få fortalt – den kunne nemlig have været undgået og Sia kunne have haft mange gode år med sundhed, normal adfærd og omsorg fra mennesker. Hvis bare hun havde vokset op og havde levet et sted, hvor man satte sig ind i dyrets behov og adfærd.

 

 

 

 

 

 

 

 

1 år siden. Meget er sket, men ponyerne søger nu en anden form for hjælp. Et kærligt og varigt hjem

Idag er det et år siden, at tv2øst bragte dette indslag om “vores” ponyer.

Puha det er hårde billeder at se. Jeg glemmer helt hvor forfærtelig stand, de var i. Også kom der jo lige 3 mere til efterfølgende. Aldrig har Hestenshaab haft så stort ryk-ind og det krævede meget af alle. Vi fik fantastisk hjælp fra nær og fjern. Det var helt fantastisk og meget nødvendigt for de små muler.

Hele den fysiske proces har taget tid, dygtige fagfolk, medicin og mange kg wrap og foder.

Den mentale proces med at blive tillidsfulde ponyer har været et endnu længerevarende projekt og for nogle af ponyerne stadig igang.

Nu er de runde, sunde og glade, 4 nyder livet i deres nye dejlige hjem, – men resten har stadig brug for hjælp…..meget meget vigtig hjælp. Ponyerne søger deres adoptivhjem, hvor de kan nyde livet sammen med artsfæller og med korrekt pleje og omsorg. Pusilli, Kakzi og Mowgli er mere end klar og vi ønsker sådan at der findes et dejligt hjem med tålmodige og hestekyndige  mennesker, der kan give dem et godt og langt liv.

Vi nyder at have dem her, men eftersom de er klar til at blive midtpunkt i en ny familie, er det optimalt, at de nu får dette hjem. Kun på denne måde, har vi plads, tid og ressourcer til at hjælpe andre heste, som har brug for at bo og få hjælpen her på Hestenshaab.dk

Hvis du kender nogle, der drømmer om en eller to skønne charmetrolde, så del endelig eller henvis til denne side. Vi venter spændt med krydsede fingre og hove.

Her er de tre skønne.

This slideshow requires JavaScript.

Dejlige Orange søger sit forevigt hjem

Orange Hornline (dagligt kaldet Orange) er en dejlig travhoppe, der søger sin nye familie gennem vores videreformidlingsprogram. Orange bor i Næstved.  Her er ejers beskrivelse af den dejlige pige:

 

This slideshow requires JavaScript.

Orange er avlet og født i Sverige d 24/4 1998. Der medfølger stamtavle, hun er frysemærket.

Er ca 1.62 høj. Har sidst løbet travløb i 2009. Herefter solgt til stutteri i Stubbekøbing. Har fået to føl. Datteren fra stutteriet brugte Orange til orienteringsridt og langdistance ridning.

Jeg købte Orange for ca 6 år siden, og har brugt hende til skovtursridning, longering, begynder springning og horsemann ship.

Orange er sygdomsfri, fulgt med vaccinationer og ormekur og tandraspning. Hun har en skavank i form af svamp/horndannelse på begge bagkoder. Det generer hende ikke. Det behandles med opblødning af tørre skorper, fjernelse af fortykket væv og smøring med mugsalve. Det våde vejr, som vi har haft i lang tid, har bevirket, at ophelingen har trukket ud. Hun går med 4 sko. Om vinteren, når det er glat, går hun uden sko. Skal så være opmærksom på, at hun ikke bliver ømtået.

Formentlig vil hun kunne bære et føl, selvom hun er oppe i årene. Et traver føl, der arver hendes egenskaber i form af trav stabil, hurtighed og lyst til at arbejde, vil også være en mulighed.

Hun er trafiksikker, men ikke en nybegynder hest. Skal rides meget let, ikke for hårde hænder, men ridning med lænd og ben.

I stalden er hun rolig og omgængelig, vant til børn, hunde og får. Hun elsker at blive striglet og kan berøres alle vegne – ører, øjne, under maven, omkring halen. 

Kan læsses i trailer uden problemer.

Jeg stiger i sadlen vha en skammel, hun står helt stille, indtil hun mærker tyngden i bøjlen, så går hun lidt fremad, så jeg kan få det rigtige sving på, og få højre ben over sadlen. Har indenfor de sidste 2 år skiftet staldplads tre gange, og kan uden problemer finde sin plads i flokken på fold. 

Ved ridning vil hun gerne fremad, men kan nemt holdes i jævnt tempo ved brug af halve parader. Når hun har fået krudtet redet af efter ca 15 min, er hun mere villig til at gå i afslappet skridt. 

På tur er hun meget opmærksom, men bliver ikke bange. Hopper for en fasan der flyver op, men ikke mere end det. Fornemmer hurtigt naturens dyr, f. eks hjortevildt, og spidser ører og spænder lidt. Så skal hun mærke en rolig og fast hånd, så hun ved, at rytteren har styr på det. I nærheden bor en hjemmeslagter, formentlig kan hun fornemme noget, og så vil hun ikke gå forbi. Så stiger jeg af og trækker hende forbi. 

Der hvor hun er opstaldet nu, fodres der med hel havre og melasse. Samt wrap hø. Hun er ikke så glad for havre. Jeg har selv brugt en foderblanding til ældre heste, en slags musli, det var rigtig godt til hende. Men hø og græs trives hun med.

Når hun er i god huld, danner pelsen blommefarvede aftegninger, det ser godt ud. Hun bruger dækken når det er koldt, da hun ellers bruger mange ressurcer på at holde varmen, og det ses på huldet. Men hun har det bedst uden dækken, så kan hun rigtig klø igennem når hun ruller sig.

Jeg er interesseret i, at hun kommer et sted, hvor hun mødes med et roligt sind og rolig adfærd. Men hun skal vide hvem der bestemmer, ligesom børn. 

Jeg er nødt til at få hende afsat hurtigst muligt. Jeg er kommet til skade med det ene knæ, og kan i lang tid ikke passe hende som hun fortjener. 

Er du interesseret i Orange, så kontakt Anja på kontakt@hestenshaab.dk eller udfyld dette skema:

Du kan også læse kravene for købe Orange her

Det koster 5000 kr. at købe Orange. Der kan købes komplet saddel, hovedtøj og dækken for 700 kr. Har 4 sko på og har lige fået ormekur.

Håber at finde et dejligt hjem til Orange.

NeNe har fået sit drømmehjem

Når man er 19 år, har brugt det meste af sit liv på at få føl og desuden har boet et sted, hvor man i flere år slet ikke har fået dækket sine basale og biologiske behov – så har man mere end nogen anden fortjent det allerbedste på sine ældre dage. Det er ikke altid så nemt, at finde gode og rigtige hjem til de ældre heste. NeNe er en dejlig pony, som er træt af alt det ballade unge heste laver. Træt af at være mor og som bare har brug for ro og artsfæller, der har de samme behov som hende. Hun har brug for mennesker, der forstår hvad en hest med hendes alder har brug for og bestemt ikke har brug for. Dét kan være svært at finde og vi har ledt og håbet, alt hvad vi kunne.

Også dumper det mest perfekte hjem med perfekte artsfæller og mennesker lige ned til hende. Hvor fantastisk kan det være? Igår flyttede NeNe til Sjælland. Her skal hun bo hos Lisbet og Torben og deres 3 heste. 2 islændere (18 og 20 år) og en shetterhoppe på 18 år. De bor i løsdrift og NeNe skal bare nyde livet og hænge ud med de jævnalderene. Behøver ikke at fortælle, hvor glade vi er. NeNe er ankommet fint og går nu og hilser på sine nye venner gennem hegnet. Mere nyt følger selvfølgelig i NeNes dagbog.

 

 

Det bliver aldrig mindre hjerteskærende hårdt at opleve….Nu har Sia brug for vores allesammens hjælp.

Med politiet og Hestens værns hjælp ankom Sia fredag til Hestenshaab. Træt, udsultet, afkræftet, forvirret og fuldstændig i mistrivsel på alle måder. Med ribben og knogler stikkende ud gennem den tykke gødningsindsmurte pels, indfiltret man og trætte øjne, blev hun indstalleret i løsdriften med en ren seng, masser af wrap og foder. Vi kunne nu få kigget bedre på hende.

Jeg har, efter 10 år med Hestenshaab, efterhånden set lidt af hvert, men hver gang en sådan skæbne kommer for at få vores hjælp, rammes jeg lige hårdt i hjertekulen. Det kommer aldrig til at blive hverdagskost at se dyr i den forfatning.

Visheden om, at det er vores art, der er skyld i at dyret/dyrene har lidt og er endt sådan her, sætter så mange følelser igang i mig hver gang.

Jeg er taknemmelig for den erfaring, jeg efterhånden har fået, for det giver mig håb og energi at vide, at  med intensiv pleje, tålmodighed og omsorg, så står der et helt andet dyr foran mig. De heste er sgu seje og i sådan en grad tilgivende, at det også overvælder mig hver gang.

Her på 2. dagen efter Sia’s ankomst, så vrinsker hun efter mig og hun stikker forsigtigt mulen hen til min lomme, for at lede efter godbidderne. Jeg er så heldig, at jeg får lov til at hjælpe hver eneste af dem og de sætter alle dybe spor og giver mig meget glæde – også selvom det er hårdt i starten.

Lige nu har Sia det hårdt. Hun er træt og sulten og alt alt alt for tynd. Hun har brug for vores allesammens hjælp. Giv et bidrag til Sia i shoppen eller skynd dig at meld dig ind i Hestenshaab.dk. Pengene går til foder og behandlinger og du kan på den måde følge Sia rejse tilbage til en smuk og sund hest.

Hvis du vil læse mere om Sia’s fortid og hvorfor hun kom her, så er det under Sia’s sider. Her skal du ligeledes være medlem. Sia bliver oprettet en af de nærmeste dage.

Håber du har lyst til at give et bidrag til de mange kg wrap, strøelse, foldfoder, medicin osv. som Sia i den grad har brug for nu.

Af hjertet tak fra hestene og jeg – Anja.

This slideshow requires JavaScript.

Jack fik besøg og den store strigletur

I tirsdags havde vi besøg af Ghita og Liv fra Hestens Værn. De kom med Freddy også ville de gerne lige se det hele her og hilse på Jack, som de jo har hjulpet videre fra en dyreværnssag.

Søde og dygtige Henriette (kaldet Henry), som tidligere har hjulpet os, kom og hjalp med stalden og med at give Jack en stor omgang med børsterne. Og han blev så fin. Se billeder fra dagen i Jack’s galleri.

Den 23/9-2015

Så  er det tid til at Jamil skal have sit eget hjem. Efter periode hvor Stephanie er kommet og leget med Jamil og han har haft besøg af kiropraktor Anne, så er han klar til nye udfordringer. Han trænger rigtig meget til at komme ud og blive brugt og bruge hovedet, da han ellers går og bliver alt for fræk på folden overfor de andre heste.

Han har været her i 10 mdr. og er en skøn hest med masser af personlighed, men som også trænger til at lære en masse. Vi håber sådan for Jamil, at hans helt rigtige familie er lige rundt om hjørnet.

Den 20/1-2011

Igår fik Claudio fred for sine smerter i de betændte baller og ben….

Sorgen er ubeskrivelig her på Sortsøvej og her er hvad jeg har skrevet på www.hestefolket.dk hjemmeside, fordi de har været så søde og støtte Claudio i hans behandlinger:

Kære Alle i søde heste-folk, der har fulgt og støttet Claudio:

Som Lena har skrevet fik Claudio fred igår – Vi har kæmpet mod denne forfærtelige sygdom i 2½ år. Det har været 2½ år med håb, opture, nedture og en masse tårer – men samtidig har det været en tid med den mest fantastiske sjæl. En hest som på alle måder har taget pusten fra os med sit milde sind, sin utrættelige menneske glæde, sin heltigennem overskønne gang, humør og kærlige omgang med alle. En hest som har gjort indtryk på ALLE som kom i stalden.
Hvor har vi været heldige og have ham i vores liv for en kort stund.
Siden vi måtte opgive sensistop, har jeg vidst hvilken retning det gik, men der var ingen tids horisont for hvor længe han kunne leve et godt liv med en autoimmun lidelse i udbrud – og lide og tabe huld og humør skulle han ikke igen……Alligevel har det været noget af det sværeste, jeg har prøvet i mit “heste-liv”, at skulle sige farvel til ham igår….Ulykkelig
Claudio var den blide leder af flokken, han har denne vinter kunne holde humøret, lederskabet og en flot huld – men tilstanden i benene har udviklet sig med eksplosiv fart og jeg ville ikke have, han skulle nå og blive udstødt og ked, skulle afsted herfra med sin værdighed i behold.
Det gør ikke mindre ondt…..
Efter han blev aflivet, blev hans ben tjekket en sidste gang og Heidi kunne nu konstatere at hoven var ved at slippe og flække fra oven (hvilket sker på et tidspunkt i denne onde sygdom)…..så det rigtige tidpunkt og få fred…..men det siger lidt om det stof som Claudio var gjort af, at vi på intet tidspunkt har kunne mærke på ham, at han havde ondt. Han var hverken halt eller trist til mode – store stærke hest.

Her er så ufattelig tomt, meget mere end jeg havde frygtet, ingen blid “houdini-hest” der har åbnet bokslågen og kravlet ned under de ekstra foranstaldninger vi havde sat op, for at kysse med Ballerina i løbet af natten, intet tungt hovede der bliver lagt på mine skuldre, når jeg skal tage halm fra rummet ved siden af hans boks, ingen højlydte snorkelyde, når man kommer for tidligt med morgenmaden og intet syn af en cadillac på folden…..
Jeg takker for jeres opbakning i sensistop behandlingen af denne enestående dreng, tak fordi I har fulgt ham og tak fordi i ville lægge øre/øjne til mit tudeindlæg – jeg havde brug for at dele det med folk, der kan forstå.

Kærligst Anja.
RIP ClaudioHjerte 2003 – 2011

Den 4/7-2010

Har fået talt med dyrlægerne og som de siger, så har Claudio det godt nu. Han er igen glad og dejlig i huld, pelsen skinner og han er som altid helt rentgående. Han vil altid have sygdommen og ingen kan sige, hvornår og om den udvikler sig så meget at han bliver halt eller igen bliver tynd og utrivlig.

Han kan sagtens få nogle gode år – men vores problem er at der ikke ikke findes fornuftige mennesker, der vil have en hest, man på forhånd ved, at man ikke kan have i ret mange år. Så vores alternativ var at aflive ham, fordi han er syg og vi ikke kan finde et godt hjem til ham – men for søren da, han trives og har det super.

Jeg fik forbud af min mand, hvilket faktisk overrasker mig, for han plejer og sige, at vi skal have plads til dem, som kan blive raske. Men nu ved jeg også godt, at Claudio har vadet lige ind i hans hjerte……så jeg spurgte om han ville købe ham – og til min store overraskelse sagde han ja!

Som han selv siger: vi vil være kede af og skulle miste ham – både nu og senere, men senere så har Claudio haft alle de gode år han kan og Tore og ham har haft tid sammen.

Så kære medlemmer – det er ikke meningen at jeg skal beholde hestenshaab hestene selv – men nu får Claudio lov til at blive på matriklen – bare ikke som min hest. Så længe han har det som nu og er frisk og glad i sind og krop.

Så selvom Claudios historie ikke blev helt som vi havde drømt om, så føler jeg alligevel at den har fået den bedst mulige. Og på den måde er Claudio en solstrålehistorie. Claudio er vild med Tore og ikke mindst omvendt og selvom Tore ikke har været rytter, så har han jo stor hesteerfaring og de kan lære mange ting sammen.

Kæmpe tak til alle de mennesker der har støttet op om Claudio, betalt til alle hens behandlinger og fulgt ham tæt. Når vi holder åbent hus vil han være her til at hilse på jer:-)

 

Den 9/6-2010

Har slet ikke lyst til at skrive i dagbogen og grunden kommer her.

Claudio har nu været på Sensistop i rigtig mange mdr. Han har taget fint på og fået godt humør igen – men det har ikke ændret noget på hans baller.

Jeg talte med Lars fra Sensistop igår og han mener desværre ikke at sensistop kan hjælpe Claudio – så vi skal trappe ned og stoppe med behandlingen.

Selvom vi efterhånden har prøvet så meget uden held, så håber jeg jo hver gang og det gør ondt helt ind i hjertet. Det kan simpelthen ikke passe, at der ikke findes noget, der kan afhjælpe autoimmun lidelse hos heste.

Nu må jeg undersøge en masse selv, ellers er der kun hormon kuren tilbage, men her sagde min dyrlæge jo, at hun var ret sikker på, at han ville få tilbagefald såsnart vi stoppede med hormonerne og vil vi lade ham gå 6 mdr på hormon – til ingen verdens nytte?

Jeg er rigtig ked af det. Claudio er en helt speciel hest, der går i hjertet med det samme på alle de mennesker han møder.

Skriver igen….nu vil jeg gå i tænke boks.