Kathlin er ved at falde til og har haft besøg af kiropraktor og dyrlæge Anne.

Så er søde Kathlin ved at være accepteret i flokken. De store heste ignorerer hende, bortset fra Cille, der render lidt efter hende. Kathlin holder sig mest til Freja og Tikka og Freja er begyndt at slappe lidt af. I starten var hun godt nok noget hård ved hende synes jeg.

Jeg har flere gange lagt mærke til, at Kathlin var urent gående på højre forben i trav. Det var ikke hver gang, hun travede – så jeg stirrede mig næsten blind på det. For at få hende gennemgået fra ende til anden pga hendes historik med at stejle, havde jeg lavet en aftale med Anne. Igår kom Anne så for at gennemgå både Rosie og Kathlin. Vi snakkede om, hvad jeg havde oplevet i forhold til hendes højre forben og Anne mente helt sikkert, at det godt kunne være årsagen til, at hun stejler, når hun skal trave. Vi tog hende ud på ridebanen, hvor Anne kunne kigge på hende i longen samt på lige spor. Hun kunne også godt se at der var noget med højre forben. Vi blev enige om at lave en bøjeprøve på hende på begge forben.  Anne startede med venstre forben og der var intet at se. Da hun havde bøjet højre forben og jeg skulle løbe med hende, kunne hun nærmest ikke støtte på det. Der er helt sikkert noget med højre forben.

Det er ikke godt nyt. Den smule halthed, hun udviser når hun løber er så lidt, at det nemt kan have været overset. Og hvor længe har hun så gået med det? Der har, så vidt jeg har fået fortalt, været problemer med at stejle i lang tid. Jeg blev faktisk rigtig ked af det. Kathlin er sådan en sød pony. Hun har måske prøvet at vise på andre måder, at der var noget galt, men sidste udvej for at komme væk fra smerten har jo så desværre været at stejle.

Nu står vi så her med en helt “ny” Hestenshaab hest, som vi ikke ved, hvad fejler, hvor længe der har været noget galt og om det overhovedet kan behandles. Det vil komme til at koste røngtenbilleder for at få hende udredt. Annes råd lige nu, er at give hende fred og ro i et par mdr. også må vi se igen. Så vidt jeg har forstået har hun stået stille hos tidligere ejer hele sommeren, hvilket jo desværre ikke er så positivt, hvis hun så stadig reagerer sådan her.

Jeg vil rigtig gerne have hende røngtenfotograferet for at få vished så hurtigt som muligt. Det koster en del, så det står øverst på vores to do liste og ønskeseddel. Indtil da, så får søde Kathlin ro og vi krydser fingre for, at det ikke er alt for alvorligt.

Comments

comments

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.