Fortællingen om 12 små der rammer stort og dybt – del 1

12 små der rammer stort og dybt.

Kender du mon det? Du trisser rundt i din daglige trummerum og laver dit daglige arbejde. Du får klaret dagens praktiske og nødvendige opgaver. Du nyder dit arbejde, dit liv og din hverdag.  Du er i det– du glædes over dit liv og dem, du omgiver dig med i din hverdag. Det er bare sådan, det er. Man arbejder videre. Dagene går som de nu gør og indimellem dukker der minder, begivenheder eller tanker op, som godt og grundigt banker dig ind i en sindstilstand, hvor du tænker tankerne og mærker følelserne helt vildt……

Jeg er i min hverdagstrummerum, hvor jeg nyder hestene og mit arbejde med dem – det gør jeg altid, uden egentlig at tænke lige præcis de tanker hver eneste dag. Den lille tilfredshedsbobbel brast med et brag, den anden dag og blev for en stund erstattet med store følelser og taknemmelighed. Så meget, at jeg fik en klump i halsen, blev tung i maven og lidt våd på kinden.

Det var blevet tid til refleksion. En refleksion, der kom helt af sig selv i forbindelse med flytningen af en lille rød pony.

Denne lille røde pony er en ud af 12 små, som har gjort et kæmpe indtryk på mig og alle andre, der har været involveret i den største heste sag, vi har haft hos Hestenshaab. Grunden til, at jeg pludselig kunne mærke hele denne effekt af de 12 små så fysisk, var alle minderne fra den dag, da de ankom og til nu.  Erkendelsen og taknemmeligheden over, hvordan det hele er forløbet. Det kunne have været helt anderledes.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sagde ja uden at blinke, til at hjælpe dem alle sammen, da jeg blev spurgt af Dyrenes Beskyttelse – selvfølgelig skulle Hestenshaab hjælpe og det kunne kun gå for langsomt.

Da der ankom 6 hingste og 5 hopper (en højdrægtig) i så sølle fysisk stand og med så meget angst for mennesker, blev jeg alligevel en lille smule ængstelig. Det var et sørgeligt og overvældende syn. Der kommer mange følelser i spil, når man oplever så mange dyr på en gang, der er blevet behandlet på den måde.

Også overtager den handlekraftige del af mig. Alt praktikken med at håndtere 11 sky og vilde ponyer, pleje og behandle dem osv. Alt imens de kæmper imod, det bedste de har lært, fordi de på intet tidspunkt har lært, at mennesket gør noget af gavn. Det er hårdt arbejde, både fysisk og psykisk, fordi der er behandlinger og håndtering, som du er nødt til at foretage på disse syge og sky dyr, for at de kan blive raske. For den menneskesky pony er dette derimod et overgreb. Det er et nødvendigt onde, et stort ansvar og et kæmpe arbejde.

Mine bekymringer gik også på, om disse vilde og sky dyr nogensinde ville kunne leve et liv med mennesker uden angst og stress. Hvis de kunne, kunne jeg så finde 12 kompetente og gode hjem til så mange små ponyer?

Der findes desværre alt for mange små ponyer i Danmark. De er avlet for sjov og bliver givet væk for en slik og lever et liv som kastebolde, fordi mange bliver trætte af dem. Ville det være muligt at finde så mange gode hestemennesker, der kunne give ponyerne alt det, de har behov for og krav på?

Der kom overvældende meget støtte af den ene eller anden slags til de sultne og vanrøgtede ponyer, de første par måneder. Det betød rigtig meget for vores arbejde med at få dem fysisk på højkant. Vi er meget taknemmelig for det.

Det tog ca. 6 mdr. før alle igen havde en sund krop og der var stadig enkelte, der skulle have smed ofte.

Den lille røde pony Nero, der satte alle disse tanker og minder i gang, flyttede fra Hestenshaab efter at have boet her i 1,5 år.

Hvorfor skal der gå så lang tid, tænker du måske? Når han nu var sund og rask efter 6 mdr.?

Når socialisering til mennesker skal læres helt fra bunden, så er ingen dyr ens og det er på ingen måde, noget der kan skyndes på. Det foregår på det enkelte dyres præmisser og tempo. Det samme gælder, når der skal findes de helt rigtige hjem. Ihvertilfælde i min verden og her hos Hestenshaab. Som jeg nævnte før, så hænger disse gode ponyhjem ikke på træerne og det er så uendelig vigtigt for mig, at det er de rigtige match dyr og mennesker imellem.

Nero er den 9. pony, der flytter ”hjemmefra”. Han har skulle have ekstra tid til at blive overvist om, at vi mennesker er en god ide. Han har fået den tid, han har haft brug for. Både med ham og flere af de andre, er tilliden og interessen for os mennesker været svingende. De havde brug for tid og rum til at lagre de gode oplevelser , før de kunne være i og udvise en konstant tryg adfærd omkring os.

Det er så meget mere end at få bugt med lus og orm. Så meget mere end sul på kroppen og det har lært mig tonsvis om adfærd, individuel træning, socialisering og miljøtræning. For det og de 12 små, er jeg meget taknemmelig. Taknemmelig for, at jeg fik denne opgave og fik lov til at komme tæt på dem og give dem det med, som gør, at de i dag er der, hvor de er.

Alt dette har jeg været fuldt ud bevidst om hele vejen igennem. Der, hvor jeg for en stund blev revet ud af min lille bobbel, var da jeg fik tænkt over at 9 ud af 12 ponyer nu er i de mest fantastiske hjem, man som pony kunne ønske sig.

De 6 (nu) vallakker bor faktisk sammen 2 og 2. Det er intet mindre end fantastisk for de små drenge. Tryghed og et fantastisk hjem sammen med en ven, som de har været i flok med altid.

Tålmodighed og tid – både til ponyerne her og til at finde lige de helt unikke hjem til dem. Ikke nok med at det lykkedes – det lykkedes så stort og så perfekt. Det er ikke hvilke som helst ponyer og det er bestemt heller ikke hvilke som helst adoptivfamilier.

På vej hjem fra Stevns med en tom hestetrailer, ramte alt dét mig hårdt…. På den mest fantastiske måde. Jeg er så taknemmelig og glad – og faktisk en smule stolt også.

Tilbage er 2 skønne hopper, der har brug for mere tid hos Hestenshaab og det får de. Måske de kommer til at bo her 2 år eller mere, også er det sådan, det skal være. De er velnærede, sunde og raske, har en sund hesteadfærd og alligevel har de stadig brug for os – og jer.

Jeg har lavet denne blog for at gøre opmærksom på, at ikke kun tynde dyr har brug for os og for at vise de 12 fantastiske dyrs historie. Hvad de har gennemgået af forandringer. For at vise de smukke dyr, de er i dag og for at sende en helt speciel tak til de heldige og skønne mennesker, der i dag er deres familie.

De har alle en helt speciel plads i vores hjerter, hver og én. Dette bliver derfor en 12 dags serie. Håber du vil nyde den og tak fordi du læser med.

Og for at gøre historien god fra start, så er den lille røde fantastiske Nero, den der starter ballet. Nero var faktisk den af ponyerne, der så “pænest” ud da de kom. Ikke desto mindre, var han en af dem, der havde det allersværest ved at vi skulle være i nærheden. Da han skulle flytte hjem til Kristine og læsses i hestetraileren, gjorde han alt hvad der stod i hans magt for at imødekomme vores ønske om at gå op i traileren på trods af sin skepsis.  Jeg kunne næsten ikke være i min krop af stolthed og mit hjerte blev lige 7 gange større. Enjoy den fine dreng.

Comments

comments