En epoke ender på lykkeligste vis

De har været en del af vores liv og hverdag i næsten 2 år.

De har været en del af den største sag, vi nogensinde har haft her på Hestenshaab.dk

De har givet mig endnu flere grå hår, fordi jeg har bekymret mig så meget over om de nogensinde ville blive trygge og glade for at være ponyer i menneskers selskab.

De har jokket helt ind i det inderste af mit hjerte, ved netop at vise mig den tillid, at jeg måtte komme tæt på.

Tikka og Freja vil altid være noget helt specielt for mig. De kom her sammen med de andre ponyer fra den store dyreværnssag på Lolland. Til forskel fra de andre, der kom, så havde Tikka og Freja lidt flere år på bagen end de små. Stadig var de for unge til at have oplevet andet liv end hos vanrøgter, som Perle og NeNe. Det betød så, at de var ekstremt sky og i modsætning til de små drenge, så havde de for længst lagt deres “føl-nysgerrighed” bag sig. De havde ingen intensioner om at komme tæt på os. Hvad skulle det til for? De var så sky, at Dyrenes Beskyttelse, som reddede dem, måtte bedøve dem, for at få dem op i traileren og fragte dem til Hestenshaab. De blev så bange og stresset såsnart de så et menneske.

I dagevis sad vi på skift hos dem i deres boks, uden at komme dem nærmere end at række dem en gulerod i ny og næ. De havde ingen og kun dårlig erfaringer med at komme tæt på. Det var så hårdt og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg flere gange overvejede, hvad der ville være bedst for dem. De var totalt stressede, såsnart der var mennesker omkring dem.

Jeg lod dem selv bestemme. I takt med at de så os hver dag og fik en godbid, samt så de andre være sammen med os, så skete der noget. Det tog tid, lang tid, men langsomt fik de tillid og lyst til at komme tæt på og lade os være sammen med dem. Det var stort. Altid hang de sammen og når tingene blev lidt skræmmende for dem, så søgte de hinanden. Så forskellige og så tætte.

Tikka, den blide og forsigtige pige, som var nemmest at overtale til berøring i første omgang. Freja, der 100 procent selv skulle bestemme tempoet, og var mest sky. Men også mest nysgerrig, hvilket gjorde, at hun ikke kunne lade os være. To smukke damer, der bare skulle have lidt mere tid end de andre.

Også var der kun de to tilbage. Trygge og rolige i deres nu vante omgivelser og allervigtigst stadig sammen. Det har fra starten, været helt tydeligt og meget vigtigt for mig, at de kunne blive sammen altid. Det er dog ikke så nemt, at finde kompetente hjem, der vil tage to små damer ind i familien. Specielt ikke, når man aldrig ved om de bliver 100 procent kæle og hyggeponyer. De har rykket sig ekstremt meget, men de har stadig brug for at kunne trække sig og uanset, hvor glade de er for mig, så mærkes det. Det skal jeg have i tankerne, når jeg vil deres bedste.

Jeg har en snak med mine veninder og kollegaer fra Knuthenborg. De passer ponyerne i parken og mangler “nye gener” i deres ponyflok. Begge dyrepassere har kendt og passet ponyerne fra de kom her, har set hvor meget de har rykket sig og de er begge meget glade for dem. Et liv med masser af artsfæller, græs og plads, hvor man selv kan bestemme, hvor meget kontakt man vil have med mennesker. Det kan ikke blive bedre for de to tøser. Jeg var selvsagt ikke længe om at beslutte mig.

Derfra –  også til at føre det ud i livet. Bekymringerne om at få dem op i traileren ( det er ikke mange gange, de har været i træktov). Op i en trailer og langt væk hjemmefra (her er det mine følelser, der spiller ind). Jeg vidste dog, at jeg ikke kunne finde et bedre liv til de to tøser. Det er optimalt på alle måder og ikke mindst, så bliver de sammen og de er sammen, når de skal møde deres 26 nye venner. Samt, kameler og lamaer:-)

Også tog de fusen på mig, på den allerbedste måde… så seje og skønne, at jeg næsten måtte tude. Vi havde stillet traileren helt op til løsdriften og sat “forhindringer” op på begge sider af traileren, så de kun kunne gå frem og op i traileren. Jeg havde Tikka i træktov og hun traskede lige op. Freja fulgte så bare med. Det tog mindre end 7 minutter. Sikke en tillid og sikke seje damer. Afsted det gik til Bandholm marken, hvor de blev lukket ind, så de kunne stå og hilse på de andre gennem hegnet. Jeg er totalt glad for at de to damer skal bo i Knuthenborg og passes af mine venner, men det var alligevel hårdt at sige på gensyn og køre fra dem.

Derfor var det skønt at modtage film, billeder og opdateringer dagen efter, hvor de havde mødt de andre ponyer. Freja lader sig ikke sådan kue og hun passer også på Tikka, så det gik så fint. Freja har endda fået en lille fan.

Se selv film og billeder og følg med i pigernes dagbøger.  Den store dyreværnssag med så mange ponyer indvolveret og nu kan jeg med glæde og “tyk stemme” sige, at alle landet de helt rigtige steder.

Så mange skønne ponyer, der var glemt og i den grad forsømt, nu højt værdsat og ikke mindst glade dyr i deres nye hjem. Det har været en uforgemmelig og fantastisk oplevelse for mig og de har alle lært mig meget og sat dybe hovaftryk i mit hjerte. Det var en epoke og lykkelig fortælling, som langt fra er slut. Så husk at følge alle ponyerne i deres dagbøger

Comments

comments