En Hestenshaab legende er rejst, men hendes hovaftryk vil altid være på foldene.

 

En epoke og æra er slut.

Efter 13,5 år hos Hestenshaab er vores allesammens Poca rejst videre, ikke til et nyt hjem, men til det sted, hvor hun kan møde nogle af alle de utallige venner som hun har haft gennem årene her hos Hestenshaab.

Hun er rejst til det sted, hvor hun stadig er stolt, sej og den bedste flokleder ever. Vi har altid kaldt Poca vores engelhest pga. hendes visdom, følsomhed, blidhed og hendes evne til at se helt ind i sjælen på alle på hendes vej. I dag spredte Poca sine englevinger. Og hun var klar.

I næsten 14 år har hun håndteret hvert et nyt medlem af flokken på en rolig, vis og tryg måde og på den måde fået ro og harmoni på flokken. Hun har aldrig svigtet opgaven, os eller de andre heste. Det er også en af grundene til, at jeg hurtigt besluttede, at hun ikke skulle videre til ny familie, men hendes hjem og plads var her hos os og de andre heste. Her hvor hun var den allerbedste til det, der var hendes opgave. Her hvor hun aldrig skulle genopleve nogle af de “ride-oplevelser”, som hun bar rundt på.

Iår blev Poca 25 år og hen over vinteren har vi kunne mærke en forskel på hende. Hun har virket trist, trukket sig fra lederrollen og holdt sig i Rosies skygge. For ikke så længe siden, begyndte hun derudover at tabe sig. Jeg måtte mærke dybt efter i mig selv, se hende som den, hun havde udviklet sig til og tage en beslutning, som jeg skylder hende. Det var tid og Poca var klar. Igår aftes, da vi lukkede hestene ind, var hun helt ved siden af sig selv. Tilbagetrukket, stille med et fremmed blik på os alle sammen. Det var, som om hun allerede var taget afsted.

Imorges blev hun lukket på ridebanen med sin trofaste støtte Rosie. De fik et par timer til at gå og spise græs langs ridebanen og da det blev tid, stod hun helt roligt og hele processen tog så kort tid og var så fin. Dyrlæge Susanne Fønskov, sagde at hendes krop var nedslidt og at hun var klar. Hun havde meget lavt blodtryk. Rosie fik sagt farvel og var med hele vejen. Resten af flokken stod på den anden side og kunne også se, hvad der foregik. På den måde fik alle sagt farvel og en meget sørgelig og trist begivenhed blev på en måde en smuk afsked.

Poca er rejst. Savnet er ubeskriveligt stort, men der er også en form for ro i at vide, at det var rette tidspunkt og det rette for vores trofaste støtte.

Jeg føler en ufattelig taknemmelighed for, at jeg fik lov til at være en del af hendes liv og være i nærheden af hendes unikke væsen i næsten 14 år. Hver eneste hest er unik, men Poca, hun var næsten overjordisk – ja en engel.

Hestenshaab bliver aldrig det samme uden hende. Rosie sørger så meget og det er hårdt at være i.

Pocas hovaftryk på foldene vil altid være her. Vi vil altid kunne høre hendes fnys og se hendes krøllede hale, når hun var glad og ophidset.

Tak for alle minderne, alt hvad du hjalp os med og for at du kom til os. Vi elsker dig.

Rip Pocahontas 1996 – 2021

This slideshow requires JavaScript.

Comments

comments

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.