Tingene kan hurtigt ændre sig
Desværre kan alting hurtigt blive vendt op og ned. Og det skete for os og ikke mindst for dejlige Saga i forgårs.
Hestene er kommet på døgnfold og græs for lidt over en uge siden.
I forgårs uden varsel, er Saga dårligt gående. Jeg opdager det om aftenen og får i samråd med dyrlæge hende på stald og giver hende smertestillende. Vi har så aftalt at tale sammen om morgenen, for at se om det smertestillende eller roen har hjulpet hende.
Det havde det desværre ikke. Sage var meget slemt ramt af forfangenhed og havde svært ved at gå på trods af store mængder smertestillende.
Jeg tog derfor den hårde beslutning om at give hende fred for smerterne. Saga har før, hos tidligere adoptivfamilie, været forfangen. Dette ligger dog en del år tilbage og der har ikke været nogle problemer eller nogle forbehold de sidste år og det har gået fint med at være på græs. Indtil nu. Jeg kunne godt have sat alt muligt i værk, men Saga led meget, kunne pt ikke smertedækkes og jeg skal også tænke på, at hun højst sandsynligt ville blive ramt af sygdommen og smerterne igen, medmindre der blev taget utrolig mange forbehold og ændringer i hendes liv.
Det er ikke en opgave, jeg kan pålægge adoptivfamilier og jeg synes også at det ville være en trist tilværelse for Saga.
Det var utrolig hårdt at sige farvel til den røde pige, men det var endnu hårdere at se hende lide sådan. Jeg er så ked af, at hendes sidste tid skulle være sådan og lige nu, er jeg glad for at jeg handlede hurtigt og ikke prøvede alt muligt, som hun skulle stå igennem med alle de smerter som der ikke var medicinsk lindring for.
Hun er meget savnet, både af os men også af Kostur, som efterhånden er holdt op med at kalde på hende.
Skriv en kommentar
Want to join the discussion?Feel free to contribute!