Hestenshaabs Jack ønsker sig sit helt eget menneske

Kun henvendelser via adoptionsskemaet. Hvis du ikke hører fra os, så er det fordi der er krav, der ikke er opfyldt, eller fordi vi ikke mener, at du er det rette match til Jack. 

Husk følgende inden du retter henvendelse vedr. Jack eller andre af vores adoptiv heste:

  1. Læs hele teksten og se om du kan give hestenshaab hesten det, den har brug for.
  2. Læs vores adoptionskrav.
  3. Udfyld adoptionsskema her på siden.
  4. Afvent til du hører fra os.

Jack er en skøn Oldenborg vallak fra 2013 på 170 cm i stang. Han kom til Hestenshaab sen sommer 2017 fra en dyreværnssag. I feb.2018 blev han bortadopteret til Lars og Lisbet, hvor han har levet et skønt liv; men pga sørgelige omstændigheder er Jack tilbage hos Hestenshaab og søger nu sit helt perfekte hjem.

Her er hvad “adoptiv mor” skriver om Jack og hvad der vil være det allerbedste for ham:

Jack er en Oldenborg/ fuldblods vallak. Han er altid glad og gør opmærksom på, hvis man ikke tager notis af ham.

Han er en hest som har det bedst, når han er i arbejde og når man har ham i hånden.

Han er utrolig udholdende og ikke bange for noget, hvis man bare viser ham vejen. Han går gerne forrest , kigger og tænker at nå var det bare det.

Sådan var det også, da vi første gang satte ham for vogn og første gang han var ude i trafikken med de store lastbiler kørende lige ved siden af 2 spandet. Senere kørte han i 1 spand og elsker en tur i skoven. Jack har ikke været kørt et par år.

Jack er meget urolig i sin mund. Dette skal der arbejdes med.

Tingene skal gå stille og roligt, hvis man formår dette, vil han også blive i sin ro og tro på den som leder ham.

Jack har lært at kysse, så når han tager hovedet frem er det ikke for at bide eller lign., men for at få et kys og en godbid. Så sig et par kysselyde og du får et dejligt kys af ham 🙂 husk godbidden.

Jack er tilkørt, men ikke redet meget, man skal påregne at bruge en masse tid og rolig energi på dette. Han vil egne sig super godt til military eller lign. med den rette rytter. Christina, som hjælper hos Hestenshaab, har været på ryggen at Jack et par gange og det er gået fint.

Jack er sej og cool og alligevel vågen og sensitiv, så det kræver en voksen erfaren person, der skal adoptere ham og arbejde videre med ham. Christina har nu redet Jack flere gange og haft ham i kontinuerlig træning.

Christina har ligeledes skrevet lidt om hvad Jack ønsker sig i fremtidige menneske:

Jack ønsker sig et menneske som vil give ham en masse oplevelser og sørge for at hans hjerne bliver stimuleret. Han elsker at få lov at arbejde og vil gå langt for sit menneske, når man først er kommet ind til ham.
Han kan være dominerende på folden, men så længe han bliver aktiveret er han den sødeste hest. Han vil egne sig bedst til at være et mindre sted hvor han går med vallakker eller ren hoppeflok. Han er en god allround hest. Han vil elske at komme på en masse lange ture og gerne med fart på. Han er dog ikke redet ret meget, men jeg tænker ikke det bliver et problem at ride ham. Han er stærk og er ikke altid lige glad for biddet. Derfor har fokus været på at acceptere dette. Han accepterer fint biddet i longe og går nemt alle tre gangarter for verbalt signal. En sød og rar hest, som venter på en erfaren og cool rytter, der vil dele en masse dejlige oplevelser med ham.
Jack fungerer ikke godt i en flok, hvor der både er hopper og vallakker. Han stresser meget op over det og bliver voldsom overfor andre vallakker. Han skal derfor gå i en flok med hopper, hvor han er den eneste vallak eller i en ren vallak-flok.

Det koster 6000 kr at adoptere skønne Jack.

This slideshow requires JavaScript.

En forsigtig føler ud for at se om Hestenshaabs Hero’s perfekte hjem findes derude….

Kære alle – Husk at læs hele opslaget, samt vores adoptions krav, inden du udfylder adoptionsskema på vores store dejlige Hero

Hero er en stor dreng, med et følsomt sind og nogle dumme oplevelser bag sig.

Derfor bliver Hero kun bortadopteret til det adoptivmenneske, som besidder forståelse for den slags træning, som Hero har brug for, tonsvis af tålmodighed, er et roligt væsen, som ikke nødvendigvis ønsker sig en ridehest. Til gengæld får man en ven for livet, som vil prøve at gøre alt det, man beder ham, hvis man spørger ham på den rigtige måde.

Min drøm for Hero er et hjem, hvor man sætter jordtræning højt. Et hjem, hvor man har erfaring med de store koldblodsheste.

Udover vores normale adoptionskrav, så vil jeg rigtig gerne at man besøger Hero her flere gange og træner lidt med ham på ridebanen, så jeg kan se, hvordan man går i spænd med ham og hvilken form for træning, man vil bruge.

Hero har brug for erfaring og rolig tilgang.

Vi har ikke travlt og vi venter gerne længe på det helt rigtige match til den store dreng. Det skylder vi ham, da hans store godmodige væsen før har fået overtrådt en masse grænser og man har glemt at læse ham. Alle disse krav er kun til for Hero’s skyld og jeg er sikker på, at den helt rigtige ejer for Hero vil sætte pris på, at vi tager det meget seriøst, hvem der skal have denne skønne dreng i deres varetægt.

Hero er en stor dreng fra 2014, han er ca 170 cm i stang og han er ikke tilredet eller tilkørt, men dygtige Christina fra Hestehelhed, har trænet med ham, så han nu har flere færdigheder, end da han kom for et år siden.

Det koster 5000 kr at adoptere Hero og han er passet med vacciner osv.

Her er hvad Christina skriver om Hero:

Hero er en sensitiv lille fyr i en stor krop, som indeholder ufattelig meget kærlighed. Hero kan let blive usikker og så er han en meget stor hest, men så længe man er rolig omkring ham og giver ham tid, så vil han faktisk bare rigtig gerne gøre det, man beder ham om.

Hero har nu lært at løfte ben og der er stort set ikke nogle problemer i det længere.

Han er blevet god til at få grime på og kommer, når jeg kalder på ham. Han er stadig lidt skeptisk ift tilridning, men med tiden tror jeg sagtens at det ville kunne lade sig gøre. Han indparkerer nu fint ved skamlen og jeg kan få lov at hænge hen over ham.

Jeg har så småt startet ham op med lange liner. Hero elsker at komme ud på gåtur og vil meget gerne ud og opleve verden. Han har derfor brug for et menneske, som har forståelse for at han har haft en lidt svær start på livet. Han kræver tid og tålmodighed, men er egentlig også meget ligetil, da han er let at aflæse. Hvis man er villig til at lægge noget arbejde i ham vil han være en ven for livet.

Han knytter sig meget og fortjener virkelig at få sin helt egen familie, hvor han kan få lov at nyde livet og være Hero.

Hvis du er interesseret i Hero, kan opfylde kravene – så udfyld adoptionsskemaet og du vil høre fra os hurtigst muligt. Vi glæder os til at finde Hero hans drømmehjem.

 

This slideshow requires JavaScript.