Sørgelig hilsen

Den 21/11-2015

Kære Alle,

Her er Lises julehilsen fra Amourette, som desværre ikke blev som vi havde ønsket os – tirsdag den 17/11-2015 blev Amourette alvorligt syg og måtte akut aflives. Vi er alle triste, men ved, at Amourette havde de bedste år i slutningen af hendes liv. Lise og Amourette var et soulmate match og et af de match jeg drømmer om, hver gang en hest skal have et nyt hjem. Her er LIses ord:

I slutningen af 2014 adopterede jeg skønne, smukke Amourette fra Hestens Haab. Hun var en fantastisk ”pige” på 20 år, og vi fik et fantastisk år sammen. Hun lærte mig så mange ting og gav mig sin tillid fra start af, ligesom jeg gav hende min fulde tillid. En tillid, som voksede hver dag. Hun måtte desværre bukke under for akut sygdom, som ingen kunne have forudsagt. Men jeg fortryder ikke én eneste dag, jeg har haft med hende, vores ture i naturen, som vi begge elskede, både på ryggen og med træktov. Bomtræning på ridebanen. Hun elskede især, når vi stoppede op, og hun kunne få en snack på vejen. Som tiden gik, viste hun mere og mere af sig selv. Hun var det mest elskelige, blide og kloge væsen, som også ”underviste” mig indimellem, når jeg var lidt usikker. Af hjertet tak til Anja og Hestens Haab for at give Amourette en ny chance for at få et godt liv, og for at give mig og hende en chance for at finde hinanden. Vi har beriget og helbredt hinanden på så mange måder. Ære være Amourettes minde!

 

Kærlig hilsen

Lise

Den 12/12-2014

Så er Amourette vel ankommet til sit nye hjem på Sjælland og hun har taget flytning og møde med nye venner så fint.

For 1½ mdr siden fik Amourette besøg af Lise og det var bare et super match. Lise har efterfølgende været her og besøge Amourette igen og igår kom den store dag, hvor Amourette skulle flytte hjem til Lise.

Der vil løbende komme opdateringer på Lises og Amourettes venskab. Vi er meget glade for, at Amourette blev Lises hest, de to har mange unikke stjernestunder sammen i vente.

Den 25/6-2014

Tiden flyver og Didi og Amourette har været her længe nu – de stortrives i flokken og nyder sommeren på mosen med de andre.

De er runde og pelsen stråler. Og det bedste af det hele er, at de nu har fået liv i øjnene igen og kommer løbende, når de ser os.

Specielt Amourette, som var så indelukket og nærmest virkede som om hun havde givet op, er en helt anden hest. Hun har overtaget styringen af flokken på en fin måde og har fået glimtet tilbage i øjnene.

Didi har hele tiden været en fræk og skøn lille dame, der dog står så artigt ved smed og lignende. Begge heste havde gået med en hingst, som desværre blev aflivet, inden de kom her.

Og i starten af maj fødte Didi et dødfødt føl. Et stort pinto (rød og hvid) hoppe føl. Det var rigtig ærgeligt, men jeg har efterfølgende fundet ud af, at Didi også sidste år fik et dødfødt føl, så hun er åbenbart ikke istand til at levere levedygtige føl og derfor er det også blevet besluttet, at man ikke må avle på hende. Hun tog sig faktisk ikke af, at føllet var dødt. Didi er klar til nyt hjem og vi har annonceret, uden desværre at få nogle henvendelser, hvilket vi jo ikke kan forstå, hun er helt unik med hendes fine farver og dejlige sind.

Amourette er jo en ældre dame og vi er nødt til at vente med at gøre noget, indtil vi ved om hingsten også har været på hende. Hun kom først til stedet i august sidste år, så hvis han har bedækket hende, så skal hun nedkomme her i juli – jeg tror det nu ikke, men det kan være svært og bedømme for den store græsvom, samt det faktum at hingsten kun var shetter. Jeg har været oppe og ride på hende og hun er den roligste og blideste hest, man kan tænke sig. Man kan ride hende kun for benene og hun er en drøm og sidde på.

Amourette og Didi ankommer

Den 2/12-2013

Amourette ankom i onsdags og har siden da indtaget store mængder wrap, foder, haft besøg af dyrlægen og bare hvilet sig på en blød seng af halm. Hun er tynd og træt, men en sød pige med et godt sind og ikke mindst fantastisk gang.

Hende og Didi går endnu på fold for sig selv og de er meget interesseret i de andre på den anden side af hegnet.

Vi glæder os meget til at lære hende bedre og kende.