Lille Lulu har fået fred for sine smerter og den slemme forfangenhed, hun har fået som følge af fejlfodring samt manglende beskæring af smeden. Vi er meget triste og også en smule vrede på den lille hest’s vegne. Hun var kun 7 år og så fuld af liv og på trods af vores korte tid sammen, så kan jeg ikke lade være med at være en smule indebrændt, fordi jeg synes, at den lille pony måtte betale en høj pris – ligesom os mennesker, som så gerne ville hjælpe hende, men som ikke fik sandheden afvide, før hun stod her og vi allerede var begyndt at holde af hende.

Men nu har vi taget ansvaret. Lille Lulu ville aldrig kunne have spist et græsstrå igen og hun gik med kroniske smerter, så det var det eneste rigtige at gøre. Batman har slet ikke reageret på det og nu bliver alt omsorg sat ind på ham, det trænger han nemlig også til. Batman bliver boende hos sin “plejefamilie” på Lolland indtil start marts, hvor han kommer hjem igen også håber vi virkelig, at han ikke vil stikke af, når Lulu ikke er her til at lokke ham med på tur.

RIP lille pige, du fik et alt for kort liv.

Torsdag skulle smeden Lasse komme og kigge på ponyernes hove, specielt Lulus var slemme. Jeg gik og fik en grim mistanke om, at hun måske har været forfangen. Og da Lasse kom, blev min bange anelser bekræftiget. Lasse var ret harm, hun har været forfangen på alle 4 hove og det er ikke blevet passet/taget i tide, så nu er der ikke så meget andet at gøre end at sætte hende på diæt, passe beskæringerne og håbe, at hun ikke får smerter igen. Han sagde med det samme – har hun levet af gammelt rugbrød? Det må jeg desværre også sige ja, til for da jeg spurgte tidligere ejere, hvad de fodrede dem med, fik jeg afvide, at de fik hø og rugbrød.

Vi krydser alt for den lille Lulu og er glade for, at Batmans hove ikke var i samme stand.

Så kom ponyerne på inslusningsfolden og der gik de fint i nogle dage, indtil de besluttede sig for at løbe igennem til alle de store. Herefter fandt de så ud af, at det ikke var så sjovt med de store sure heste, men kunne ikke finde ud af, at komme tilbage igen, så de ødelagde hegnet til ridebanen, hvor Cille går. Derefter løb de ud til flokken igen og da vi kom og fandt dem der – sprang de nærmest i armene på os, for at komme væk…smiler.

Jeg prøvede igen et par dage efter, men det samme skete. Så nu har vi besluttet, at de er i løsdriften om dagen og når de andre kommer ind, så kommer de ud på den store fold. De er dog så glade for deres løsdrift, at selvom vi åbner ud til om aftenen, så går de ikke langt væk fra løsdriften.

De er to skønne ponyer, der elsker mennesker og ikke mindst mad, så det er lidt af en opgave at holde slankekuren:-)