Nu hvor ponyerne har været her i et stykke tid og de har taget på og fået livsglæden tilbage, begynder vi virkelig at kunne se deres personligheder. De er vidt forskellige alle sammen.
Både Krumme og Mowgli var jeg dybt bekymret for, om de nogensinde ville kunne slappe af sammen med mennesker. Men nu rykker de ligeså fint, stille og roligt.
Mowgli noget mere fremme og til tider lidt hidsig i sin tilnærmelse til os. Men han er super nysgerrig, bare man ikke prøver at kæle ham, når han spiser. Så bliver han virkelig vred:-)
Krumme, ligesom Kakzi, havde en lang periode, hvor han lod os røre ham forsigtigt. Det var dog tydeligt at mærke, at han ikke nød det. Han tog ikke kontakten selv (snuse til os osv), men det er kommet nu og han er ret nysgerrig, så skal resten helt sikkert også snart komme. Kakzi lidt på samme måde, omend endnu mere forsigtig. Tror at det, at han mistede sin mor, har sat ham lidt tilbage på den front.
Nero er straks helt anderledes. Han lagde ud med at være en af dem der var hurtigst til at komme os i møde og inden han blev kastereret, var han også noget mere aggressiv. Slog med forbenene, hvis man ikke lige rørte ham, der hvor han ville osv. Efter kasterationen, hvor vi jo var nødt til at tage fat i dem, trak han sig virkelig meget tilbage og var endnu mere reserveret, end da de kom. Dette var jeg naturligvis ked af. Nu er det som om han igen begynder at vise interesse….meget stille og roligt. Dog stadig med tendens til hurtige forben, så det er noget, vi skal have arbejdet på.
Felix som jo hele vejen igennem har været den nemmeste, blideste, og mest kælne, har også trukket sig lidt efter kasterationen. Mistet tilliden lidt. Når han er sammen med de andre, er de bare mere interessante, hvor han førhen kom som den første til os. Med noget fokus er jeg sikker på, at han meget hurtigt er tilbage i den gode stil. Håber og tror på, at han bliver en af de første, der er bliver klar til adoption.
Også er der Cicero. Da han kom, troede vi aldrig, at han ville blive tam. Han stod og rystede i et hjørne bag sin søde mor Perle. Fra den ene dag til den anden (dvs. en eller to gange hvor jeg forsigtigt fik lov til at klø ham på halsen) gjorde han næsten det hele selv og ændrede sig fuldstændig. Det er vildt at opleve. Nu er han næsten for meget, smiler, for der skal bides og tygges i alting, inklusiv os. Jeg kan røre ham overalt og indenfor denne uge, skal han så lære at blive trukket i tov. Min første indskydelse var, at både Cicero og Kakzi kunne vente til efteråret med at blive kastereret, men jeg er ikke så sikker på Cicero mere. Vi får se.
Så er der de to, der volder mig allerflest kvaler: Freja og Tikka. Hold da op. De er så bange og viser ikke meget nysgerrighed, så det er super svært at få dem overbevist om at komme tæt på. De er ikke kun bange for mennesker, men for alt muligt. De vil gerne komme hen og tage mad fra hånden, men vi kan glemme alt om at røre dem overhovedet og der er ikke rigtig fremskridt overhovedet. Jeg bryder mit hovede…. tænker måske at selvom det er hårdt, så kan det blive nødvendigt at skille dem ad, for de styrker hinanden i angsten. Det vil helt sikkert også være en god ide, at få en rolig og kælen hoppe sammen med dem. Det er et større puslespil, at få det hele til at gå op. Jeg kan roligt sige, at jeg i disse dage virkelig kunne drømme om mere jord – meget mere jord.
