Så meget hjælp…. En kæmpe tak<3

Vi har fået så meget hjælp til alle de små ponyer. Det er helt overvældende og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde at takke.

I er så mange privat personer, der har købt wrap, frøgræs, foder og gulerødder til de små.

Derudover er der mange, der har sendt pengegaver.

Sakskøbing rideklub har samlet penge ind til ponyerne.

Brogaarden, Jorenku.dk, Lone Valentin, Heidisrideudstyr.dk har støttet os og vil fortsat gøre det. Det er som sagt overvældende. Det er så vigtigt for mig at sige tak. Det er svært at sætte ord på, hvad man føler, når der pludselig er så meget støtte fra så mange forskellige kanter. Der er mennesker rundt i hele landet, som bruger tid på at følge Hestenshaab og ikke mindst støtte os. Det er kæmpe stort.

Arbejdet er langt fra slut. Der ligger vildt meget arbejde i de små ponyer endnu. 4 hingste er blevet kastereret, 2 mangler dette indgreb, flere af ponyerne er stadig ret underernæret og ikke mindst, så er de fleste af ponyerne så skræmte over mennesker. Det kommer til at tage ufattelig mange timer, at få dem til at forstå fidusen ved at være sammen med mennesker. Dette betyder naturligvis også, at jeg ikke kan smide de små på døgnfold sammen med resten af banden, da jeg ellers ikke vil kunne få dem ind igen og processen med at få dem tamme vil blive forsinket og måske for nogle umulig. De vil derfor skulle på stald om aftenen og gå på en fold for sig selv i lang tid endnu. Vi vil derfor skulle fodre dem med wrap og foder i en god periode af sommeren. Vi har fx. lige købt ny sending wrap hjem til det små.

Vi vil derfor fortsat få brug for hjælp og vi er taknemmelige for, at I derude er med til at hjælpe hestene sammen med os.

Endnu engang en kæmpe tak (tak dækker det ikke) fra ponyerne og jeg. Hvis jeg har glemt at nævne nogle, så undskylder jeg meget. Alt har betydning i arbejdet med hestene og både store og små gaver er højt værdsat.

Vi håber, at I fortsat vil følge os og hjælpe ponyerne.

Rigtig god weekend.

Billedet er af Hestenshaab’s Felix, som er den af ponyerne som har rykket sig mest i tiden her.

En hård dag for de fire drenge

Nu har drengene efterhåndet været her i nogle uger. Og uger med god mad, masser af fold, nyeskåret hove gav så udslag i at hormonerne gik amok. Sikke en flok vildbasser, de blev. Så idag kom dagen, hvor de 4 store (Mowgli, Nero, Felix og Krumme) skulle kastereres. Det hele blev ordnet ude i løsdriften og vi havde hele 2 dyrlæger igang, mens jeg selv var benholder. Vi var desværre nødt til at “fange” dem, så jeg var lidt nervøs for, om alt det gode arbejde med at få dem tillidsfulde nu blev ødelagt. Men jeg har lige været derude og de virker til at have tilgivet mig – heldigvis. Ville have været så ærgeligt, at skulle starte forfra på det område.

Heldigvis var begge sten faldet ned hos alle 4 og det hele forløb fint. Der var dog et par stykker af dem, der havde nogle virkelig underlige testikler. Men nu er de væk og jeg krydser fingre for at helingen forløber fint. Idag bliver indedag for drengene og imorgen kommer de på fold igen. Tror at Perle har nydt stilheden på folden. Har sat et billede af en meget træt Mowgli, der endnu ikke er vågnet af bedøvelsen.

8 meget tynde og skræmte ponyer ankommer

Onsdag den 12/4-2017 ankommer Mowgli, Krumme, Kakzi, Unni, Perle, Cicero, Felix og Nero (på dette tidspunkt, ar de dog endnu ingen navne) med Yvonne Johansen fra Db samt kredsformand og assistenter. Især de små drenge er ret meget oppe at køre. Vi får installeret de 4 ældste hingste i løsdriften. Mens Unni og Perle med hver deres 1 årige plage kommer i udeboksene. Alle er fyldt med bare pletter efter lus, de har ormemaver og er udsultet. Dog er det værst med hopperne, de ligner nogle i fol samtidig med, at de har 1 årige ved siden, der stadig dier ret meget. Specielt Felix og Unni er slem plaget af snabelhove. Felix på forben, men stakkels unni på alle 4 ben og det er virkelig slemt med hende. Hun virker som en gammel hoppe, der er plaget af smerter og livet generelt. Det er hårdt.

Kun hopperne er vant til at blive trukket og være i menneskehænder og vi indser hurtigt, at vi ikke kan trække dem på fold ud over vejen (jeg kan ikke have dem på fold med de “raske” heste. Så hurtigt må vi fælde grantræer og lave en ny åbning ind til folden, og en lille løbegang fra løsdrift og til fold. Vi finder dog hurtigt ud af, at det fungerer bedre, at lade de unge følge efter hopperne. Dertil kommer at vi måtte sætte masser af nyt tråd på, så jeg var sikker på, at strømmen virkede. Det kunne være fint med små ponyer ud over hele Sortsø.

Selvom vi rammer skærtorsdag, så kommer vores fantastiske smed Lasse på en helligdag, for at tage det værste på dem alle. Da han ankommer, er der dog nogle af de små, som han vælger at vente med (de var heller ikke så slemme), fordi han er bange for, at hjertet vil holde op med at slå, fordi de er så bange. Lige på denne dag, må vi dog fange ponyerne mod deres vilje, så Lasse kan komme til at kigge og ordne dem. Vi får også givet luse kur og ormekur, nu vi har fat i dem. Felix hove er slemme, men da han er så ung, er Lasse fortrøstningsfuld, det er straks værre med Unni, som Lasse med det samme synes, skal have fred. Hun er slem og det er på alle 4 ben. Hun står meget skævt og det vil kræve meget tid, før Lasse kan komme til at rette hende fuldstændig op. Tager han for meget ad gangen, vil hun slet ikke være i stand til at gå pga smerter i benene, fordi benstilling ændrer sig så voldsomt så hurtigt. Og hun er meget plaget af smerter.

Vi indser hurtigt, at det kommer til at kræve en kæmpe mængde tålmodighed og tid, at få de små tillidsfulde og jeg vil ikke lave overgreb på dem, så mange af de sædvanlige procedurer som plejer at foregå ved ankomst her, må vente lidt. Såsom vaccination osv. Allerede på dag 2 går vi igang med at bare være sammen med de små. Heldigvis er de nogle nysgerrige små hoveder og specielt Felix er hurtig til at forstå, at det med mennesker er ret så hyggeligt. Det er så skønt at opleve. Vi oplever at specielt Mowgli og Krumme er meget bange og til at starte med også Cicero.

Efter et par dage er det Nero’s tur til at fange den med de søde mennesker, der giver en god klø tur og også Cicero fanger den. Han er nu så fræk, at der skal bides i alting. Han og Felix er også de eneste, man kan komme til at klø på bagparten. Nero som jo er en 3 årig hingst har hormoner i hele kroppen, der dirrer og nu synes han, at han skal slå med forbenene efter os. Vi må bestille kasteration til næste uge. Lille Kakzi som startede med at være semi tryg er nu voldsomt bange for os igen. Så der ligger meget arbejde foran os. Vi er helt pjattet med dem alle sammen, og det er fantastisk at se dem få mere og mere gnist dag for dag. Langfredag var den første dag på fold og jeg skal love for, at der blev løbet og løbet og løbet og løbet og leget.

Men når man heller ikke har været udenfor så længe eller har haft så lange hove, at man ikke kunne løbe, så er det fantastisk at kunne gøre det og det er mindst ligeså fantastisk for os at opleve alle de livlige ponyer, der bare giver den gas.