En epoke ender på lykkeligste vis

De har været en del af vores liv og hverdag i næsten 2 år.

De har været en del af den største sag, vi nogensinde har haft her på Hestenshaab.dk

De har givet mig endnu flere grå hår, fordi jeg har bekymret mig så meget over om de nogensinde ville blive trygge og glade for at være ponyer i menneskers selskab.

De har jokket helt ind i det inderste af mit hjerte, ved netop at vise mig den tillid, at jeg måtte komme tæt på.

Tikka og Freja vil altid være noget helt specielt for mig. De kom her sammen med de andre ponyer fra den store dyreværnssag på Lolland. Til forskel fra de andre, der kom, så havde Tikka og Freja lidt flere år på bagen end de små. Stadig var de for unge til at have oplevet andet liv end hos vanrøgter, som Perle og NeNe. Det betød så, at de var ekstremt sky og i modsætning til de små drenge, så havde de for længst lagt deres “føl-nysgerrighed” bag sig. De havde ingen intensioner om at komme tæt på os. Hvad skulle det til for? De var så sky, at Dyrenes Beskyttelse, som reddede dem, måtte bedøve dem, for at få dem op i traileren og fragte dem til Hestenshaab. De blev så bange og stresset såsnart de så et menneske.

I dagevis sad vi på skift hos dem i deres boks, uden at komme dem nærmere end at række dem en gulerod i ny og næ. De havde ingen og kun dårlig erfaringer med at komme tæt på. Det var så hårdt og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg flere gange overvejede, hvad der ville være bedst for dem. De var totalt stressede, såsnart der var mennesker omkring dem.

Jeg lod dem selv bestemme. I takt med at de så os hver dag og fik en godbid, samt så de andre være sammen med os, så skete der noget. Det tog tid, lang tid, men langsomt fik de tillid og lyst til at komme tæt på og lade os være sammen med dem. Det var stort. Altid hang de sammen og når tingene blev lidt skræmmende for dem, så søgte de hinanden. Så forskellige og så tætte.

Tikka, den blide og forsigtige pige, som var nemmest at overtale til berøring i første omgang. Freja, der 100 procent selv skulle bestemme tempoet, og var mest sky. Men også mest nysgerrig, hvilket gjorde, at hun ikke kunne lade os være. To smukke damer, der bare skulle have lidt mere tid end de andre.

Også var der kun de to tilbage. Trygge og rolige i deres nu vante omgivelser og allervigtigst stadig sammen. Det har fra starten, været helt tydeligt og meget vigtigt for mig, at de kunne blive sammen altid. Det er dog ikke så nemt, at finde kompetente hjem, der vil tage to små damer ind i familien. Specielt ikke, når man aldrig ved om de bliver 100 procent kæle og hyggeponyer. De har rykket sig ekstremt meget, men de har stadig brug for at kunne trække sig og uanset, hvor glade de er for mig, så mærkes det. Det skal jeg have i tankerne, når jeg vil deres bedste.

Jeg har en snak med mine veninder og kollegaer fra Knuthenborg. De passer ponyerne i parken og mangler “nye gener” i deres ponyflok. Begge dyrepassere har kendt og passet ponyerne fra de kom her, har set hvor meget de har rykket sig og de er begge meget glade for dem. Et liv med masser af artsfæller, græs og plads, hvor man selv kan bestemme, hvor meget kontakt man vil have med mennesker. Det kan ikke blive bedre for de to tøser. Jeg var selvsagt ikke længe om at beslutte mig.

Derfra –  også til at føre det ud i livet. Bekymringerne om at få dem op i traileren ( det er ikke mange gange, de har været i træktov). Op i en trailer og langt væk hjemmefra (her er det mine følelser, der spiller ind). Jeg vidste dog, at jeg ikke kunne finde et bedre liv til de to tøser. Det er optimalt på alle måder og ikke mindst, så bliver de sammen og de er sammen, når de skal møde deres 26 nye venner. Samt, kameler og lamaer:-)

Også tog de fusen på mig, på den allerbedste måde… så seje og skønne, at jeg næsten måtte tude. Vi havde stillet traileren helt op til løsdriften og sat “forhindringer” op på begge sider af traileren, så de kun kunne gå frem og op i traileren. Jeg havde Tikka i træktov og hun traskede lige op. Freja fulgte så bare med. Det tog mindre end 7 minutter. Sikke en tillid og sikke seje damer. Afsted det gik til Bandholm marken, hvor de blev lukket ind, så de kunne stå og hilse på de andre gennem hegnet. Jeg er totalt glad for at de to damer skal bo i Knuthenborg og passes af mine venner, men det var alligevel hårdt at sige på gensyn og køre fra dem.

Derfor var det skønt at modtage film, billeder og opdateringer dagen efter, hvor de havde mødt de andre ponyer. Freja lader sig ikke sådan kue og hun passer også på Tikka, så det gik så fint. Freja har endda fået en lille fan.

Se selv film og billeder og følg med i pigernes dagbøger.  Den store dyreværnssag med så mange ponyer indvolveret og nu kan jeg med glæde og “tyk stemme” sige, at alle landet de helt rigtige steder.

Så mange skønne ponyer, der var glemt og i den grad forsømt, nu højt værdsat og ikke mindst glade dyr i deres nye hjem. Det har været en uforgemmelig og fantastisk oplevelse for mig og de har alle lært mig meget og sat dybe hovaftryk i mit hjerte. Det var en epoke og lykkelig fortælling, som langt fra er slut. Så husk at følge alle ponyerne i deres dagbøger

Gennembrud hos Freja

Igår skete der noget helt uventet. Jeg havde besøg af søde Line fra Brogaarden, der var forbi med ponyernes elskede godbidder. Faktisk de eneste, som Mowgli gider spise:-)

Vi står på folden og snakker med flere af ponyerne, her iblandt Pusilli og Felix. Freja står som sædvanlig på behørig afstand og holder øje med det hele. Det var dog ligessom hun gerne ville os noget. Hun kom ret tæt på og vi kunne, som sædvanlig klø hende på mulen. Pludselig var det som om hun gav mig tilladelse – jeg kunne klø hende på halsen og holde hende i grimen. DET VAR VILDT STORT

Flere gange efterfølgende og senere på aftenen kunne jeg igen gøre det. Det er virkelig underligt, når man giver dem den tid, de har brug for, så de selv kan vælge, så sker der lige pludselig noget. Jeg er så glad, var faktisk begyndt at tænke på, om der overhovedet var en god fremtid for hende. Nu håber jeg, at Nero vælger samme vej.

Lille Kakzi, som også har været en af de allermest sky melder også sig selv hele tiden – det er jo fantastisk.

En lille film om ponyernes træning og fremskridt

Se med her og se, hvordan det går med de små…

Store fremskridt for Tikka

Der sker ting og sager for Tikka pigen. Fra at hun stod rystende foran mig sammen med Freja og til nu. Jeg tog en beslutning om at skille dem fra hinanden om natten i hver deres boks, da de forstærkede hinanden i at være bange. De første par gange var jeg desværre nødt til at få fat i hende ved at “fange” hende. Når jeg først havde fat i hende, så blev hun overdænget med godbidder og ros og jeg kunne røre hende forskellige steder. Allerede den første morgen efter adskillelsen, stod hun klar til godbidder og til at få træktovet på – det var en stor fantastisk oplevelse og det er kun gået fremad siden. Når vi går ud gennem stalden til folden, så opsøger hun mig for at få godbidder, hvor hun i starten bare gik med på rystende ben. Hun bliver stadig hurtig forskrækket, men jeg synes faktisk, at hun er noget af det sejeste. Der vil komme en film senere, så I kan se forskellen.

Nu gælder det så Freja og jeg er ikke sikker på at det bliver ligeså nemt, men vi prøver. Hopperne er noget mere rolige, at træne med. De små hingste og vallakker har det mere med at gå på bagben eller slå med forbenene. Det kommer til at kræve lidt mere med dem:-)

Nu kan du hjælpe ponyerne endnu mere.

Vores små banditter kan desværre ikke komme på mosen med de andre heste endnu. De er endnu så sky, at jeg frygter, at jeg aldrig får dem ind eller tamme, hvis de først bliver sluppet ud på 4 ha. De er derfor nødt til at gå på vinterfolden, så vi kan få dem på stald hver aften. Det betyder dog, at vi har brug for et læ skur, da der næsten ikke er skygge på denne fold, hverken for solen eller for regn.

Vil du være med til at forære ponyerne læ og gøre en kæmpe forskel i deres dagligdag? Du kan få dit navn på skuret ved at købe en andel i vores butik. Ser mere her

Tusind tak for støtten på forhånd.

Begynder at kunne se drengenes egen personlighed

Nu hvor ponyerne har været her i et stykke tid og de har taget på og fået livsglæden tilbage, begynder vi virkelig at kunne se deres personligheder. De er vidt forskellige alle sammen.

Både Krumme og Mowgli var jeg dybt bekymret for, om de nogensinde ville kunne slappe af sammen med mennesker. Men nu rykker de ligeså fint, stille og roligt.

Mowgli noget mere fremme og til tider lidt hidsig i sin tilnærmelse til os. Men han er super nysgerrig, bare man ikke prøver at kæle ham, når han spiser. Så bliver han virkelig vred:-)

Krumme, ligesom Kakzi, havde en lang periode, hvor han lod os røre ham forsigtigt. Det var dog tydeligt at mærke, at han ikke nød det. Han tog ikke kontakten selv (snuse til os osv), men det er kommet nu og han er ret nysgerrig, så skal resten helt sikkert også snart komme. Kakzi lidt på samme måde, omend endnu mere forsigtig. Tror at det, at han mistede sin mor, har sat ham lidt tilbage på den front.

Nero er straks helt anderledes. Han lagde ud med at være en af dem der var hurtigst til at komme os i møde og inden han blev kastereret, var han også noget mere aggressiv. Slog med forbenene, hvis man ikke lige rørte ham, der hvor han ville osv. Efter kasterationen, hvor vi jo var nødt til at tage fat i dem, trak han sig virkelig meget tilbage og var endnu mere reserveret, end da de kom. Dette var jeg naturligvis ked af. Nu er det som om han igen begynder at vise interesse….meget stille og roligt. Dog stadig med tendens til hurtige forben, så det er noget, vi skal have arbejdet på.

Felix som jo hele vejen igennem har været den nemmeste, blideste, og mest kælne, har også trukket sig lidt efter kasterationen. Mistet tilliden lidt. Når han er sammen med de andre, er de bare mere interessante, hvor han førhen kom som den første til os. Med noget fokus er jeg sikker på, at han meget hurtigt er tilbage i den gode stil. Håber og tror på, at han bliver en af de første, der er bliver klar til adoption.

Også er der Cicero. Da han kom, troede vi aldrig, at han ville blive tam. Han stod og rystede i et hjørne bag sin søde mor Perle. Fra den ene dag til den anden (dvs. en eller to gange hvor jeg forsigtigt fik lov til at klø ham på halsen) gjorde han næsten det hele selv og ændrede sig fuldstændig. Det er vildt at opleve. Nu er han næsten for meget, smiler, for der skal bides og tygges i alting, inklusiv os. Jeg kan røre ham overalt og indenfor denne uge, skal han så lære at blive trukket i tov. Min første indskydelse var, at både Cicero og Kakzi kunne vente til efteråret med at blive kastereret, men jeg er ikke så sikker på Cicero mere. Vi får se.

Så er der de to, der volder mig allerflest kvaler: Freja og Tikka. Hold da op. De er så bange og viser ikke meget nysgerrighed, så det er super svært at få dem overbevist om at komme tæt på. De er ikke kun bange for mennesker, men for alt muligt. De vil gerne komme hen og tage mad fra hånden, men vi kan glemme alt om at røre dem overhovedet og der er ikke rigtig fremskridt overhovedet. Jeg bryder mit hovede…. tænker måske at selvom det er hårdt, så kan det blive nødvendigt at skille dem ad, for de styrker hinanden i angsten. Det vil helt sikkert også være en god ide, at få en rolig og kælen hoppe sammen med dem. Det er et større puslespil, at få det hele til at gå op. Jeg kan roligt sige, at jeg i disse dage virkelig kunne drømme om mere jord – meget mere jord.

Onsdag den 26/4-2017 ankommer der endnu 3 små stakler fra sagen på Lolland

Så blev der fjernet endnu 3 ponyer fra stedet på Lolland, hvor der nu er blevet aflivet endnu 4. Hestenshaabs NéNé, Hestenshaabs Freja og Hestenshaabs Tikka ankommer med dyrenes beskyttelses folkenne. Tikka og Freja havde de været nødt til at bedøve for at få dem ud af deres bokse og de er skræmt fra vid og sans. NéNé er højdrægtig og forfærtelig tynd. Alle tre har fået klippet deres hove med noget, der ligner en hækkesaks, så vi kan nok godt forvente, at de også har haft snabelhove. Vi får indstalleret de to skræmte i samme boks og Néné får sin egen store “foleboks”.

Jeg indser hurtigt, at der kommer til at ligge en kæmpe arbejde i, at få de to hopper tamme. De er bange for alt, ikke kun mennesker. Jeg tror ikke, at de har været ude af deres boks i mange mdr. Der er kun pas på Tikka , og vi kan se, at hun er 6 år, hvilket også besværliggør processen med at få hende tam. Men vi giver alt, hvad vi har.

Så meget hjælp…. En kæmpe tak<3

Vi har fået så meget hjælp til alle de små ponyer. Det er helt overvældende og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde at takke.

I er så mange privat personer, der har købt wrap, frøgræs, foder og gulerødder til de små.

Derudover er der mange, der har sendt pengegaver.

Sakskøbing rideklub har samlet penge ind til ponyerne.

Brogaarden, Jorenku.dk, Lone Valentin, Heidisrideudstyr.dk har støttet os og vil fortsat gøre det. Det er som sagt overvældende. Det er så vigtigt for mig at sige tak. Det er svært at sætte ord på, hvad man føler, når der pludselig er så meget støtte fra så mange forskellige kanter. Der er mennesker rundt i hele landet, som bruger tid på at følge Hestenshaab og ikke mindst støtte os. Det er kæmpe stort.

Arbejdet er langt fra slut. Der ligger vildt meget arbejde i de små ponyer endnu. 4 hingste er blevet kastereret, 2 mangler dette indgreb, flere af ponyerne er stadig ret underernæret og ikke mindst, så er de fleste af ponyerne så skræmte over mennesker. Det kommer til at tage ufattelig mange timer, at få dem til at forstå fidusen ved at være sammen med mennesker. Dette betyder naturligvis også, at jeg ikke kan smide de små på døgnfold sammen med resten af banden, da jeg ellers ikke vil kunne få dem ind igen og processen med at få dem tamme vil blive forsinket og måske for nogle umulig. De vil derfor skulle på stald om aftenen og gå på en fold for sig selv i lang tid endnu. Vi vil derfor skulle fodre dem med wrap og foder i en god periode af sommeren. Vi har fx. lige købt ny sending wrap hjem til det små.

Vi vil derfor fortsat få brug for hjælp og vi er taknemmelige for, at I derude er med til at hjælpe hestene sammen med os.

Endnu engang en kæmpe tak (tak dækker det ikke) fra ponyerne og jeg. Hvis jeg har glemt at nævne nogle, så undskylder jeg meget. Alt har betydning i arbejdet med hestene og både store og små gaver er højt værdsat.

Vi håber, at I fortsat vil følge os og hjælpe ponyerne.

Rigtig god weekend.

Billedet er af Hestenshaab’s Felix, som er den af ponyerne som har rykket sig mest i tiden her.