Tandlæge igen

Så har lille Hermione haft besøg af Maria for at få ordnet tænderne igen. Det er ca 3 måneder siden, Hermione fik ordnet tænderne første gang. Som aftalt med Maria, så skulle der gå lidt tid, før der blev taget mere af tænderne, da de var i så dårlig stand.

Dette har også betydet, at selvom Hermione blev meget bedre til at tygge og æde efter 1. besøg, så har hun stadig haft lidt udfordringer ifht nogle foderemner, såsom lucerne/tørret græs samt meget langstrået wrap. Jeg kunne tydeligt se, at hun har været noget længere om at tage på, ifht. andre tynde dyr med gode tænder.

Lykken var derfor stor, da hun igår aftes kværnede lucerne og tørret græs, samt en gulerod. Hun ser også rigtig fin ud i munden efter Marias besøg og Maria kunne også vise, at sårene i kinderne er helet helt op. Der er heller ikke længere noget der, der generer hende.

Når nu Maria var her, så ville jeg lige tjekke hendes chip, for iflg. det pas, der fulgte med hende, skulle hun være 12 år og det kunne vi ikke rigtig få til at passe. Hverken med alt det grå hår samt hendes tænder. Hun havde så ingen chip og de hvivler, der var anført i passet, passer heller ikke med “vores” Hermione. Vi kan så konkludere, at Hermione slet ikke er Hermione…..men hvem er hun så og hvor er den rigtige Hermione? Det bliver nok desværre umuligt at finde ud af nu. Vi får lavet nyt pas på hende og lader hende beholde navnet.

Nu med udgifter til nyt pas mm samt tandlægeregninger vil jeg endnu engang sige tak til alle de søde mennesker, der hjulpet i denne sag. Det betyder så meget for lille Hermione og os.

Hun er en skøn personlighed, som alle bare falder for og jeg er så glad for, at vi i fællesskab fik hjulpet hende og at det går så meget fremad med hende. Nu glæder vi os til at hun smider vinterfrakken, så vi kan se, hvilken fin lille dame, der kommer frem.

 

Tiden går hurtigt i godt selskab

Lille skønne Hermione har efterhånden været her i et par måneder. Hun begynder langsomt at tage på, men da hendes tænder stadig ikke er så gode, går det ikke så hurtigt. (dyrlægen kunne ikke tage det hele på een gang, så nu er det snart tid igen).

Hermione er faldet godt til. Hun er den skønneste lille pony med en stor personlighed og en rigtig kælepot. Hun viger ikke fra Johannes islænder Fenja. De to ligner hinanden ret meget. Et spøjst og sødt syn, at de går op og ned af hinanden hele tiden. Igår ville Johanne ud og ride lidt på Fenja, og så måtte lille Hermione jo med i et træktov ved siden af.

Hendes pels har ændret sig meget. Jeg glæder mig meget til vi får sommer-Hermione at se. Lidt billeder fra igår, da Hermione fik den store strigletur og var en tur på ridebanen i hendes galleri.

Hermione og hendes ankomst.

Tomt var her dog ikke længe. Historien om de to belgiske hopper har ført mere med sig. Mens vi stadig arbejder på, at få gjort de store damer vant til grimerne og at blive trukket med, måtte jeg reagere og hjælpe en anden lille sjæl, der bor samme sted. Der stod en lille gråhåret shetlandspony samme sted. Den så gammel ud og jeg var blevet oplyst, at den ville blive aflivet pga. alder. Hun skulle ikke sendes mere rundt. Da jeg begyndte at spørge lidt ind til det, fandt jeg ud af, at de ikke ville aflive hende, men finde et sted til hende, når de store var rejst herned. Slægtningene til den afdøde ejer er ikke så nemme at kommunikere med og jeg kunne ikke rigtig finde hoved og hale i, hvad der egentlig skulle ske med den lille hoppe. Hun var der bare, stod der bare og ingen tog rigtig notis af hende.  Ville hun bare komme til at stå der selv?

Jeg fik kigget nærmere på hende og kunne mærke, at under al vinterpelsen var hun meget tynd. Hun kunne ikke spise en gulerød og da Henriette og jeg fik kigget hende i munden, fik vi en grim overraskelse. Aldrig har jeg set så grimme tandspidser. Det syn sad på min nethinde som et vågent mareridt. Det var udover, hvad jeg vil kalde vanrøgt. Hun havde smerter og kunne intet spise. Hun var død i blikket og slet ikke interesseret i kontakt. Det kunne jeg simpelthen ikke køre fra.

Onsdag hentede vi lille Hermione og fredag kom Maria og ordnede hendes tænder. Hun kunne vitterlig ikke spise noget, tandspidserne var enorme og kinderne var fyldt med gammelt arvæv og ufordøjet føde. Selv Maria var rystet. Det kommer til at tage et par tandlægebesøg mere, før hun er helt fin i munden, men nu kan hun tygge igen. Jeg måtte klippe det meste af pandelok og man af, da de var så fyldt med burrer, at jeg ikke kunne redde det. Hun er livet helt op, render lige efter Fenja, spiser med stor appetit og nu gøder hun også. Tænk at man kan blive så glad for at se hestepærer. Hun er fantastisk sød og en rigtig lille personlighed. Jeg er meget glad for, at hun er her.