Hermione og hendes ankomst.

Tomt var her dog ikke længe. Historien om de to belgiske hopper har ført mere med sig. Mens vi stadig arbejder på, at få gjort de store damer vant til grimerne og at blive trukket med, måtte jeg reagere og hjælpe en anden lille sjæl, der bor samme sted. Der stod en lille gråhåret shetlandspony samme sted. Den så gammel ud og jeg var blevet oplyst, at den ville blive aflivet pga. alder. Hun skulle ikke sendes mere rundt. Da jeg begyndte at spørge lidt ind til det, fandt jeg ud af, at de ikke ville aflive hende, men finde et sted til hende, når de store var rejst herned. Slægtningene til den afdøde ejer er ikke så nemme at kommunikere med og jeg kunne ikke rigtig finde hoved og hale i, hvad der egentlig skulle ske med den lille hoppe. Hun var der bare, stod der bare og ingen tog rigtig notis af hende.  Ville hun bare komme til at stå der selv?

Jeg fik kigget nærmere på hende og kunne mærke, at under al vinterpelsen var hun meget tynd. Hun kunne ikke spise en gulerød og da Henriette og jeg fik kigget hende i munden, fik vi en grim overraskelse. Aldrig har jeg set så grimme tandspidser. Det syn sad på min nethinde som et vågent mareridt. Det var udover, hvad jeg vil kalde vanrøgt. Hun havde smerter og kunne intet spise. Hun var død i blikket og slet ikke interesseret i kontakt. Det kunne jeg simpelthen ikke køre fra.

Onsdag hentede vi lille Hermione og fredag kom Maria og ordnede hendes tænder. Hun kunne vitterlig ikke spise noget, tandspidserne var enorme og kinderne var fyldt med gammelt arvæv og ufordøjet føde. Selv Maria var rystet. Det kommer til at tage et par tandlægebesøg mere, før hun er helt fin i munden, men nu kan hun tygge igen. Jeg måtte klippe det meste af pandelok og man af, da de var så fyldt med burrer, at jeg ikke kunne redde det. Hun er livet helt op, render lige efter Fenja, spiser med stor appetit og nu gøder hun også. Tænk at man kan blive så glad for at se hestepærer. Hun er fantastisk sød og en rigtig lille personlighed. Jeg er meget glad for, at hun er her.