Den 23/10-2016

Som jeg kan læse sidst jeg skrev i Jamils dagbog, så nåede han at være i træning i 5 mdr, hvor Christina tog det meget stille og roligt, for at træne ham langsomt op.

Som skrevet sidst, så startede det simpelthen så fint. Han var en fryd og elskede det. Han blev trænet 2-3 gange om ugen i ca 30 minutter, og det var helt på hans præmisser.

For et par mdr siden, begyndte han dog at sige voldsomt fra overfor Christina, når hun trænede ham. Heldigvis var han god til at give lille forvarsel, så hun kunne nå at hoppe af, inden han ekspoderede i bukkespring osv. Vi besluttede hurtigt at stoppe med at ride i en periode og gå tilbage til udelukkende at træne fra jorden. Men efter kort tids træning i longen (10 min eller lign), begyndte han også at sige fra her. Vi besluttede at lade ham få ro fra træningen og så ville jeg få ham undersøgt. Syntes nemlig at han gik urent og underligt med bagpart, når Christina havde været her.

Han fik så en mdr pause, som ikke var så godt for ham mentalt. Han blev mere agressiv mod de andre heste og stressede meget rundt på folden for at jagte de andre.

Jeg fik så tid hos min “gamle” dyrlæge Anne, som også er kiropraktor. Da vi skulle kigge på ham i longen, blev han, på trods af den lange pause, uren og sagde tydeligt med kropssprog, at det var meget ubehageligt. Anne undersøgte ham derefter og kunne konstatere, at han også havde smerter i krydset. Dette stammer iflg Anne fra de bløde koder på bagbenene, som er årsag til det hele.

Så på trods af, at vi har trænet ham skånsomt og langsomt, så har benene ikke kunne holde. Dertil kommer at Jamil ikke er en hest, der bare kan gå rundt og hygge på en fold. Han får fluer i hovedet og kanaliserer det ud ved at lave en masse ballade. Om hans smerter så har gjort ham mere frusteret og hidsig, er der jo en stor sansynlighed for.

Jeg måtte derfor tænke mig godt om. tænke på ham og hans velbefindende og ikke mindst, hvilken fremtid ville der være for ham? Annes råd var at give ham fred. Vi kunne lindre hans senesmerter nu, men så snart at han skulle træne det mindste igen, ville de komme igen. Det kunne jeg heller ikke byde ham, specielt ikke, når jeg så, hvor voldsomt han sagde fra. Det har virkelig været ubehageligt for ham.

Så den hårde beslutning blev taget, dagen kom og da han blev hentet op fra folden, var hans adfærd tydelig og det bekræftigede mig i, at det er den rigtige beslutning.

Så med munden fuld af gulerødder og græs, blev Jamildrengen sendt afsted til der, hvor der ikke er smerter mere.

Som altid er det meget hårdt for os, han mangler rigtig meget  – men jeg trøster mig med at det var det bedste for ham og at vi ikke kunne gøre mere. Det var hans benstilling og den var jo desværre ikke til at ændre på.

For de andre hestes vedkommende, så er der kommet en harmonisk ro over flokken.

RIP skønne dreng.