En lille opdatering om NéNé: Det virker, som om hun er ved at falde til. På billedet – taget i går – ligger hun og nyder forårssolen.
Trausti, vores store røde vallak, som styrer flokken, vurderede hurtigt, at der ikke ville blive noget bøvl med “den nye pige i klassen”, og hestene er i gang med at lære hinanden at kende.
Hun og Molly, vores lille, hvide pony, er vist på vej til at blive slyngveninder. I går gik de sammen, mens mine nabopiger var ude med ismulerne, og jeg lagde et par håndfulde snittet hø til dem. De spiste sammen, først den ene bunke, så den anden. De er virkelig søde sammen, og Molly, der ellers kan være en håndfast dame, er glad for at have fået en ven i øjenhøjde. NéNé har faktisk haft hovedet nede i Mollys foderspand mens hun spiste – det havde jeg alligevel ikke troet. Og Trausti er tryg ved, at Molly kan styre situationen. Han går ellers meget op i, at hans prinsesse skal have det godt, og kan godt finde på at lægge sig imellem, hvis der er nogen, der generer hende. (Vi havde en andet vallak gående på et tidspunkt, som Trausti legede rigtig meget med, men den skulle ikke spille smart overfor Molly. Så lagde han sig imellem og så truende ud: “Hørte du ikke, damen sagde nej?!”) Den eneste, der måske mangler at komme hende lidt i møde, er vores “mellemhest”, Frami. Vores brogede ven kan godt lide at lægge ører og løbe hen imod hende, men hun trækker sig væk fra ham, og han er vist ved at miste interessen – hun vil jo hverken slås eller lege.
Jeg lader hende gå med de andre nogle timer hver dag, men hun får både sin aftensmad og sin morgenmad for sig selv. Det er, som om det stresser hende lidt at spise med de andre, og hun vil gerne selv ind på sin egen fold til spisetid og være der om natten, så det fortsætter vi med lidt endnu. Så er det også lettere at følge med i, hvad hun spiser. Hun spiser meget, skal jeg hilse at sige, og hun vrinsker til os, når vi kommer ud ad døren (Hun står jo mellem haven og den store fold, så hun kan følge med i det hele.) Hun vil også gerne blande sig, når jeg ordner fold. Det er meget hyggeligt. J
Kh
Lisbet