Julehilsen fra Nero og Kakzi

Kære Anja og resten af Hestens Håb

Her får I mange kærlige hilsner fra Nero og Kakzi.

Jeg fandt dette billede på Facebook, og det var første gang, jeg mødte Nero og Kakzi. Det første år er fløjet afsted og ”boys” finder på nye løjer hver dag. De er sammen og hver for sig en meget stor del af familien.

Nero

Neros tand

Nero fik fjernet en rådden tand, som har gjort ondt. Han virkede helt lettet straks den var ude, og er faktisk blevet en helt anden hest. Han kan næsten alt på staldgangen – vi er endda begyndt at løfte ben. Nero er også venlig over for dyrlægen. I november kørte vi til hestetandklinikken i Ringsted. Kakzi var med og læsning i hestebil tog sammenlagt 10 minutter. Han er bare så god.

Træning med Nero

På legepladsen er vi i fuld sving med træning og Nero elsker det. Vi går op på ting, hen over ting og står stille. Nero træner også med sig selv, når menneskerne ikke er med.

Neros rejse så langt

Neros rejse er helt stort at være en del af. Han er en fin fyr og har sine standarder. Samtidig er han virkelig en kærlig hest og det er fantastisk at se ham fortsætte med at rykke nærmere os mennesker.

Kakzi

Kakzis kæreste

Hun hedder Lilje og er en rød ismule. Hun kom hertil i september, og havde i de første timer fået en fold til sig selv. Der gik dog ikke mange minutter før Kakzi hoppede under hegnet, og siden er Kakzi hele tiden, hvor Lilje er.

Kakzi tager gerne en legetur med Nero, men Lilje får lov at være med.

Træning og leg med Kakzi

Kakzi vil helst bare løbe stærkt sammen med Lilje, så vi bygger løsspring til de to og så går den vilde leg.

Vi er også begyndt at gå sammen på tur, og det går fint med at opdage verdenen. Bolden er også et kæmpe hit.

Leg med Nero

Selvom Lilje er kommet til, så er der stadig meget tid til at lege med Nero. Der går ”cirkus” i den så bilerne stopper på vejen og kigger med. De to små har rigtig meget glæde af hinanden og de er gode at have i flokken, der eller kun er hopper.

Kakzi rejse

Kakzi var allerede glad og tillidsfuld da han kom sidste år.

Det er skønt at se ham gå forrest og viser de andre, hvordan man lige gør ting.

Og når Kakzi lægger op til leg, er der ikke mange, der kan holde sig væk.

Kakzi rejse

Kakzi var allerede glad og tillidsfuld da han kom sidste år.

Det er skønt at se ham gå forrest og viser de andre, hvordan man lige gør ting.

Og når Kakzi lægger op til leg, er der ikke mange, der kan holde sig væk.

Leg med Nero

Selvom Lilje er kommet til, så er der stadig meget tid til at lege med Nero.

Der går ”cirkus” i den så bilerne stopper på vejen og kigger med.

”Boys” er en kæmpe del af vores flok.

Lidt nyt fra dygtige Nero

Jeg har fået den dejligste sms og billeder fra Kristine. Sikke et flot stykke arbejde hele hendes familie har gjort med lille Nero. Alle er de gået sammen om at arbejde med ham og sikke en forskel.  Jeg vil lade billederne tale for sig selv.

Kakzi og Neros julehilsen

Jeg har samlet lidt billeder af Nero og Kakzi. De har det begge rigtig godt og leger godt sammen med islænderne. Bumba har taget morrollen på sig – mest for Kakzi, hvor Lexi og Nero ser ud til at have fundet hinanden.
En af de rigtige regnvejrsdage, så jeg alle 4 heste var rykket tæt sammen i skuret. Det bekræftede mig i, at de nu er blevet en rigtig lille flok og det gør mig bare så glad. Det er så sundt for dem alle.
Nero og Kakzi er også åbne for nye udfordringer. Jeg har haft Kakzi med ude af flokken, ligesom de alle er ved at blive vendt til at kunne stå på staldgangen og blive striglet og nusset.
Jeg håber det er nok status. De har jo ikke været hos mig så længe. Men vi er så glade for at de er kommet til os på Stevns.

Det går langsomt i den rigtige retning for Nero

Nero, som fik noget af et tilbagefald ifh. tillid i forbindelse med kasterationen, begynder langsomt at vise tillid. Han vil dog stadig helst ikke have, at vi rør for meget ved ham og han bliver ret sur. Slår med hovedet og kan også finde på at stejle lidt. Faktisk er det børnene, som får lov til mest. Jeg er bare glad for, at han har lyst til at komme os i møde og prøver ikke at forhaste noget.

Gennembrud hos Freja

Igår skete der noget helt uventet. Jeg havde besøg af søde Line fra Brogaarden, der var forbi med ponyernes elskede godbidder. Faktisk de eneste, som Mowgli gider spise:-)

Vi står på folden og snakker med flere af ponyerne, her iblandt Pusilli og Felix. Freja står som sædvanlig på behørig afstand og holder øje med det hele. Det var dog ligessom hun gerne ville os noget. Hun kom ret tæt på og vi kunne, som sædvanlig klø hende på mulen. Pludselig var det som om hun gav mig tilladelse – jeg kunne klø hende på halsen og holde hende i grimen. DET VAR VILDT STORT

Flere gange efterfølgende og senere på aftenen kunne jeg igen gøre det. Det er virkelig underligt, når man giver dem den tid, de har brug for, så de selv kan vælge, så sker der lige pludselig noget. Jeg er så glad, var faktisk begyndt at tænke på, om der overhovedet var en god fremtid for hende. Nu håber jeg, at Nero vælger samme vej.

Lille Kakzi, som også har været en af de allermest sky melder også sig selv hele tiden – det er jo fantastisk.

Endelig begynder Nero, at tro lidt på os igen.

Efter kasterationen har Nero haft trukket sig fuldstændig tilbage og ikke villet os overhovedet. Nu ser det imidlertid ud til, at han er ved at løsne lidt op igen og han gider komme og få en godbid. Jeg kan endda få lov til at røre ham i hovedet og tage forsigtigt fat i hans grime. Dejligt, at det langsomt kommer tilbage.

Nu kan du hjælpe ponyerne endnu mere.

Vores små banditter kan desværre ikke komme på mosen med de andre heste endnu. De er endnu så sky, at jeg frygter, at jeg aldrig får dem ind eller tamme, hvis de først bliver sluppet ud på 4 ha. De er derfor nødt til at gå på vinterfolden, så vi kan få dem på stald hver aften. Det betyder dog, at vi har brug for et læ skur, da der næsten ikke er skygge på denne fold, hverken for solen eller for regn.

Vil du være med til at forære ponyerne læ og gøre en kæmpe forskel i deres dagligdag? Du kan få dit navn på skuret ved at købe en andel i vores butik. Ser mere her

Tusind tak for støtten på forhånd.

Begynder at kunne se drengenes egen personlighed

Nu hvor ponyerne har været her i et stykke tid og de har taget på og fået livsglæden tilbage, begynder vi virkelig at kunne se deres personligheder. De er vidt forskellige alle sammen.

Både Krumme og Mowgli var jeg dybt bekymret for, om de nogensinde ville kunne slappe af sammen med mennesker. Men nu rykker de ligeså fint, stille og roligt.

Mowgli noget mere fremme og til tider lidt hidsig i sin tilnærmelse til os. Men han er super nysgerrig, bare man ikke prøver at kæle ham, når han spiser. Så bliver han virkelig vred:-)

Krumme, ligesom Kakzi, havde en lang periode, hvor han lod os røre ham forsigtigt. Det var dog tydeligt at mærke, at han ikke nød det. Han tog ikke kontakten selv (snuse til os osv), men det er kommet nu og han er ret nysgerrig, så skal resten helt sikkert også snart komme. Kakzi lidt på samme måde, omend endnu mere forsigtig. Tror at det, at han mistede sin mor, har sat ham lidt tilbage på den front.

Nero er straks helt anderledes. Han lagde ud med at være en af dem der var hurtigst til at komme os i møde og inden han blev kastereret, var han også noget mere aggressiv. Slog med forbenene, hvis man ikke lige rørte ham, der hvor han ville osv. Efter kasterationen, hvor vi jo var nødt til at tage fat i dem, trak han sig virkelig meget tilbage og var endnu mere reserveret, end da de kom. Dette var jeg naturligvis ked af. Nu er det som om han igen begynder at vise interesse….meget stille og roligt. Dog stadig med tendens til hurtige forben, så det er noget, vi skal have arbejdet på.

Felix som jo hele vejen igennem har været den nemmeste, blideste, og mest kælne, har også trukket sig lidt efter kasterationen. Mistet tilliden lidt. Når han er sammen med de andre, er de bare mere interessante, hvor han førhen kom som den første til os. Med noget fokus er jeg sikker på, at han meget hurtigt er tilbage i den gode stil. Håber og tror på, at han bliver en af de første, der er bliver klar til adoption.

Også er der Cicero. Da han kom, troede vi aldrig, at han ville blive tam. Han stod og rystede i et hjørne bag sin søde mor Perle. Fra den ene dag til den anden (dvs. en eller to gange hvor jeg forsigtigt fik lov til at klø ham på halsen) gjorde han næsten det hele selv og ændrede sig fuldstændig. Det er vildt at opleve. Nu er han næsten for meget, smiler, for der skal bides og tygges i alting, inklusiv os. Jeg kan røre ham overalt og indenfor denne uge, skal han så lære at blive trukket i tov. Min første indskydelse var, at både Cicero og Kakzi kunne vente til efteråret med at blive kastereret, men jeg er ikke så sikker på Cicero mere. Vi får se.

Så er der de to, der volder mig allerflest kvaler: Freja og Tikka. Hold da op. De er så bange og viser ikke meget nysgerrighed, så det er super svært at få dem overbevist om at komme tæt på. De er ikke kun bange for mennesker, men for alt muligt. De vil gerne komme hen og tage mad fra hånden, men vi kan glemme alt om at røre dem overhovedet og der er ikke rigtig fremskridt overhovedet. Jeg bryder mit hovede…. tænker måske at selvom det er hårdt, så kan det blive nødvendigt at skille dem ad, for de styrker hinanden i angsten. Det vil helt sikkert også være en god ide, at få en rolig og kælen hoppe sammen med dem. Det er et større puslespil, at få det hele til at gå op. Jeg kan roligt sige, at jeg i disse dage virkelig kunne drømme om mere jord – meget mere jord.

Så meget hjælp…. En kæmpe tak<3

Vi har fået så meget hjælp til alle de små ponyer. Det er helt overvældende og jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde at takke.

I er så mange privat personer, der har købt wrap, frøgræs, foder og gulerødder til de små.

Derudover er der mange, der har sendt pengegaver.

Sakskøbing rideklub har samlet penge ind til ponyerne.

Brogaarden, Jorenku.dk, Lone Valentin, Heidisrideudstyr.dk har støttet os og vil fortsat gøre det. Det er som sagt overvældende. Det er så vigtigt for mig at sige tak. Det er svært at sætte ord på, hvad man føler, når der pludselig er så meget støtte fra så mange forskellige kanter. Der er mennesker rundt i hele landet, som bruger tid på at følge Hestenshaab og ikke mindst støtte os. Det er kæmpe stort.

Arbejdet er langt fra slut. Der ligger vildt meget arbejde i de små ponyer endnu. 4 hingste er blevet kastereret, 2 mangler dette indgreb, flere af ponyerne er stadig ret underernæret og ikke mindst, så er de fleste af ponyerne så skræmte over mennesker. Det kommer til at tage ufattelig mange timer, at få dem til at forstå fidusen ved at være sammen med mennesker. Dette betyder naturligvis også, at jeg ikke kan smide de små på døgnfold sammen med resten af banden, da jeg ellers ikke vil kunne få dem ind igen og processen med at få dem tamme vil blive forsinket og måske for nogle umulig. De vil derfor skulle på stald om aftenen og gå på en fold for sig selv i lang tid endnu. Vi vil derfor skulle fodre dem med wrap og foder i en god periode af sommeren. Vi har fx. lige købt ny sending wrap hjem til det små.

Vi vil derfor fortsat få brug for hjælp og vi er taknemmelige for, at I derude er med til at hjælpe hestene sammen med os.

Endnu engang en kæmpe tak (tak dækker det ikke) fra ponyerne og jeg. Hvis jeg har glemt at nævne nogle, så undskylder jeg meget. Alt har betydning i arbejdet med hestene og både store og små gaver er højt værdsat.

Vi håber, at I fortsat vil følge os og hjælpe ponyerne.

Rigtig god weekend.

Billedet er af Hestenshaab’s Felix, som er den af ponyerne som har rykket sig mest i tiden her.

En hård dag for de fire drenge

Nu har drengene efterhåndet været her i nogle uger. Og uger med god mad, masser af fold, nyeskåret hove gav så udslag i at hormonerne gik amok. Sikke en flok vildbasser, de blev. Så idag kom dagen, hvor de 4 store (Mowgli, Nero, Felix og Krumme) skulle kastereres. Det hele blev ordnet ude i løsdriften og vi havde hele 2 dyrlæger igang, mens jeg selv var benholder. Vi var desværre nødt til at “fange” dem, så jeg var lidt nervøs for, om alt det gode arbejde med at få dem tillidsfulde nu blev ødelagt. Men jeg har lige været derude og de virker til at have tilgivet mig – heldigvis. Ville have været så ærgeligt, at skulle starte forfra på det område.

Heldigvis var begge sten faldet ned hos alle 4 og det hele forløb fint. Der var dog et par stykker af dem, der havde nogle virkelig underlige testikler. Men nu er de væk og jeg krydser fingre for at helingen forløber fint. Idag bliver indedag for drengene og imorgen kommer de på fold igen. Tror at Perle har nydt stilheden på folden. Har sat et billede af en meget træt Mowgli, der endnu ikke er vågnet af bedøvelsen.