Den 20/10-2009

Sørgelig og trist dag:-(

Idag bliver desværre Phoenix’ sidste dag hos os.

Imorgen kommer dyrlægen og giver ham fred. Elisabeth kommer og følger ham det sidste stykke, det er jeg sikker på, at han er allermest tryg ved og har det bedst med – han er jo så glad for hende.

Jeg må indrømme, at jeg har så svært ved at forholde mig til det. Phoenix har boet her i 3 år. Det har været en følelsesmæssig rutchebane op og ned og frem og tilbage. Men altid har han været så hengiven og glad for os.

Lige pt. render han rundt derude og leger med Balisto og Claudio og virker så frisk, at man simpelthen ikke kan forstå, at han skulle have så slemme ledforandringer og smerter. Men han er en sej dreng og jeg synes, at vi skal stoppe her, mens hans selvtillid og humør er godt. Tænker stadig på den sølle hest, der kom for 3 år siden og som hele tiden blev kanøflet af de andre på folden – nu strutter han af livsglæde og det er også derfor det virker så uretfærdigt….

Hold da op, han kommer til at mangle og bliver savnet så meget. Men jeg tør simpelthen ikke sende ham ud til fremmede mennesker, hvor jeg ikke ved om han vil blive redet. Jeg har ikke plads for der er nye heste, der venter på en chance til og som måske kan helbredes – og her får han fred med værdighed og jeg må trøste mig med at han nåede at få 3 gode år her og at vi fuldstændig fik klarlagt, hvad han fejlede – så han ikke blev kastebold og skulle gå mange år i smerter.

Men det er så hårdt for mig og jeg synes at jeg næsten lige har stået i denne situation sidst med Caramba – sidste efterår:-( Det var jo ikke sådan det skulle være.

Phoenix du smukke og helt unikke ganger. Du har været en del af os i 3 år. Med din store personlighed, din snakkesaglige små-vrinsken og din loyalitet er du helt speciel. Jeg håber af hele mit hjerte, at du har nydt os ligesså meget som vi har nydt dig.

Jeg er så ked af, at vi ikke kunne gøre dig rask – men nu får du lov til at komme et sted hen, hvor der ikke findes smerter….du har givet os alle så meget og nu er det tid til, at vi giver dig fred og frihed.

RIP smukke smukke dreng….

Hygger med Elisabeth idag:-9

Og Phoenix bliver bare så glad, når hun kommer.

Det er så dejligt og se.

Den 8/8-2009

LYKKEN ER:

når tingene alligevel ender fantastisk….

Elisabeth har været på besøg hos Phoenix i lørdags og jeg må sige, at gensynsglæden var stor og meget gribende – både for Elisabeth og Phoenix, men bestemt også for tilskuerne.

Phoenix stod på mosen og græssede og vi gik derned af. Da vi var ca 20-30 meter fra ham, sagde jeg til Elisabeth at hun skulle prøve og kalde på ham. Hun piftede som hun plejer og Phoenix holdt fuldstændig op med at tygge…stod helt bomstille. Herefter kaldte hun på ham og hans hovede røg op med et ryk, hvorpå han med undren og blikket stift rettet mod hende gik op mod os. Det så næsten ud somom han ikke turde fjerne øjene fordi han ikke var helt sikker på at det virkelig var hende, der var der. Det var så rørerende. Da han nåede helt op til os, snusede han til hende og fik den største kæletur.

Vi gik på staldgangen og Phoenix fik den store strigletur og vi fik en snak.

Phoenix har på røngtenbillederne ret slem gigt – men når du kigger på ham ser du en glad, rengående og frisk hest. Det er svært og forestille sig at han skulle have ondt. Har talt med Anne (dyrlæge) samt andre, der har haft gigt heste og samme siger, at man skal kigge på hesten og hvordsan den trives.

Jeg kan ikke aflive Phoenix sådan som han har det – det er lige før jeg aldrig har set ham så glad og frisk. Men tilgengæld kan jeg heller ikke sælge ham, for han må ikke rides…..det har været så hårdt og der har været så mange spekulationer. Hestenshaab konceptet går jo ud på, at hestene skal være raske.

Vil heller aldrig risikerere at han kom hen en sted, hvor man ikke respekterede hans gigt og måske red på ham alligevel. Det eneste sted foruden her hos os var hos Elisabeth, som nok elsker ham endnu højere end os og som altid vil holde øje med hans humør osv. Hun har jo kommet her 2 gange om ugen i 6 mdr. så hun kender ham rigtig rigtig godt.

Da Phoenix fik konstateret gigt, gik Elisabeth på jagt efter en ridehest og den har hun også fået nu. Dengang var det slet ikke aktuelt at han skulle til hende, vi var jo sikre på, at han skulle aflives. Og Elisabeth skulle jo ikke have en syg hest – men havde brug for en ridehest.

Men men men engang imellem vinder kærligheden og heldet kan være med een (phoenix).

Den gang sagde Elisabeth mere eller mindre farvel til Phoenix, det var super hårdt for hende. Vi bestilte tid til en aflivning, da han dengang var halt osv.

Men inden den skæbnesvangre dag kom -indtraf en anden ulykke på matriklen, som kom til at redde Phoenix. Min egen lille Shetter Julle blev sparket på bagbenet, så det brækkede og han måtte aflives på stedet. Det var noget af det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet og det tog meget hårdt på os alle. Derfor besluttede jeg mig til (i samråd med dyrlæge selvfølgelig) at Phoenix skulle have lov til at have sommeren med, for jeg kunne simpelthen ikke klare mere sorg og død lige der. Så på en vild måde, har Julle måske reddet Phoenix….det vælger jeg og tro, for så var der en mening med den ellers totalt meningsløse ulykke.

Nu har Elisabeth ikke set Phoenix siden han var halt og siden hun skulle sige farvel. Så kommer hun og finder en total rengående og glad og trivelig hest – en super glædelig oplevelse. Selvom Elisabeth har fået sin nye ridehest, har Phoenix jo stadig den samme store plads i hendes hjerte.

Jeg vil godt være ærlig og sige, at jeg sådan ville ønske for Phoenix at han kunne bo hos Elisabeth. Hun er den allerbedste for ham og desuden vil det så give en plads til hest her, som vi kan hjælpe.

Et par dage efter besøget får jeg besked fra Elisabeth at hun rigtig gerne vil passe godt på Phoenix resten af hans dage…..så vandt følelserne:-) Altså jeg sprang rundt af glæde og måtte ud til ham med det samme, selvom han jo ikke forstår en dyt af det…endnu ihvertilfælde.

Det skal altså lige nævnes,at dette er en helt unik situation og det normalt ikke er sådan vi gør hos hestenshaab – men hver hest og dens sygdom er unik og de mennesker, der er i dens liv er ligesså. Altafgørerende for mig er at hesten får det bedste i den situation, den er i. Det gælder for dem alle og i dette tilfælde er det den allermest optimale løsning. Jeg kigger på hver hest som mig egen og hvad jeg ville have gjort, hvis det var min eneste hest og havde Phoenix været min hest, havde jeg aldrig aflivet ham nu – så godt som han har det.

Men havde han blevet boende her -ville han slet ikke have fået den samme omsorg, da jeg jo også har alle de andre og der er slet  ingen tvivl om, at Phoenix klart ville vælge Elisabeth – hun er hans soulmate, selvom jeg da også mener, at han er glad for os:-) Phoenix er en hest, der skal have opmærksomhed og fole han er den vigtigste og det har Elisabeth tiden og kærligheden til ham til, at hun kan og vil gøre.

Ja så lykken er gjort.

Elisabeth og familie har lige nogle ting derhjemme, som de skal have på plads, så der går lige lidt tid inden Phoenix flytter – men det betyder intet -vi ved at alt bliver nøjagtig som vi havde drømt om for ham – trods en dum gigt diagnose.

Hurra:-)

Det er så lang tid siden, at jeg har fået skrevet i Phoenix dagbog. Men det har taget mig lang tid og fordøje alt det der er sket.

Phoenix fik taget røngten billeder og inden da blev han lige tjekket i longe og så faktisk meget mindre halt ud, så både Elisabeth, Anne (dyrlæge) og jeg var helt optimistiske.

Han fik taget billederne og Anne lovede og ringe, såsnart hun havde kigget på dem samme dag. Men jeg må indrømme, at jeg var overbevist om, at det var en akut skade.

Blev ringet op af Anne om eftermiddagen og kunne straks høre på hendes stemme, at det ikke var godt…..

Phoenix har slemme ledforandringer på begge kodeled på forbenene:-( Som Anne sagde, så kunne han godt gå og hygge sig lidt, men rides det må han aldrig igen.

Jeg blev slået helt ud af den…..Phoenix har og er så glad, løber rundt på fold og har elsket alle turerne med Elisabeth og al den træning og opmærksomhed, han har fået. Han ligner på ingen måde en syg og gigt plaget hest. Det er så hårdt også fordi det kom som et lyn fra en klar himmel. Her har alt vores focus været på bagparten også dukker sådan noget skidt op i hans forben.

Annes vurdering er, at det nok har været længe undervejs og vi ikke kunne have gjort det anderledes – da han jo aldrig har været uren eller halt på forbenene. Hun siger, at han oprindeligt har en gang, der belaster hans forben meget og dertil kommer jo den skade han havde i lænden, som har gjort at han har lagt endnu mere belastning på forbenene.

Så skulle jeg sige det til Elisabeth….og vidste at hun ville blive ligesså, hvis ikke mere ked af det end mig. Øv – hele hans plan var klar og han havde et heste-drømme hjem og liv foran sig. Det havde været den største solstrålehistorie af dem alle….

Og der var sorg både her og hos Elisabeth. Og Phoenix han kan slet ikke forstå, at vi har været så kede af det. Han løber stadig rundt, fyldt af energi og med mere selvtillid end nogensinde.

Selvfølgelig skal Elisabeth ikke have en hest, der ikke kan rides og som lever på lånt tid inden gigten bliver rigtig slem. Hestenshaab bygger jo også på et princip om, at hestene skal kunne helbredes. Men vi elsker ham alle  meget højt og han har ikke smerter nu, så nu får han ihvertilfælde sommeren på græs sammen med de andre. Jeg kan simpelthen ikke gøre det nu, hvor han er så glad, frisk og smertefri. Samtidig er jeg meget opmærksom på ham, bare den mindste ændring i hans humør eller fysik – så får han den fred, som han også fortjener.

Men lige nu kan vi heldigvis stadig se på ham og være glade og nyde hans livsglæde, personlighed og humør.

Phoenix galoppere og galoppere…det er så dejligt.

Har jo slet ikke turde tro det. I onsdags var Elisabeth her igen og igen gjorde han det bare så fint. Det er så skønt.

Anne dyrlæge kiggede på ham og sagde at hun tydeligt kunne se forskel og at han så meget bedre ud i krydset, fordi han har bygget muskler på nu.

Det er så dejligt og Phoenix er også bare så glad og stolt.