En sørgelig nyhed

Der er desværre meget sørgelige nyheder fra Senthor. Tina, Senthors adoptiv mor, ringede til mig først på ugen. Hun ville fortælle mig, at hun havde bestilt dyrlægen til at komme ud og se på Senthor, da hun synes, at han gik meget stikkende på forbenene og virkede somom han havde ondt i dem. Hans humør var desuden rigtig skidt, han var slet ikke som han plejer. Jeg sagde, at det var godt, at hun var opmærksom og at vi måtte håbe, at det nåede at blive taget i opløbet. (Vi tænkte begge på forfangenhed).

Tina ringede senere med den sørgelige nyhed, at Senthor var akut forfangen på alle 4 ben og det var alvorligt. Han var i meget store smerter og derfor havde Tina og dyrlægen sammen taget den beslutning at give ham fred. Forfangenhed er en fandens sygdom, den kan dukke op på et splitsekund og være invaliderende, som det desværre var tilfældet her. Godt at Tina reagerede hurtigt, så han ikke skulle lide. Han er blevet græsset ind efter dyrlægens anbefalinger, men det tørre vejr gør det svært at vide, hvad der sker med græsset og det kan man ikke forebygge. Vi er rigtige kede af det, fordi Tina og Senthor kun nåede at få 3 måneder sammen. Det er så uretfærdigt. Den gode dreng havde bare fået drømmehjemmet, hvor han allerede var højt elsket. Vi er mange, der er meget kede af det.

RIP smukke dreng<3

Billedet er et Tina har sendt mig.

Lille skønne Hestenshaabs Krumme er flyttet med Felix og Senthor

Så kom dagen endelig i fredags, hvor Senthor og Felix skulle flytte ud til deres adoptiv mor Tina. Senthor havde dog ikke helt samme plan, for vi kunne under ingen omstændigheder få ham op i traileren. Da jeg gør meget ud af, at det skal være en god oplevelse for hesten, ville jeg ikke begynde at ty til voldsomme midler, så efter en god rum tid, måtte vi sande, at vi måtte prøve igen lørdag og lade ham tænke lidt over tingene natten over. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Mens vi stod og prøvede at overtale Senthor, fik Tina et godt kig på ponyerne og kunne rigtig se, hvordan Felix leger med sine små venner og hvor meget glæde de har af hinanden. Hun begyndte at snakke lidt om, at det næsten var synd, at han skulle skilles fra dem. Allerede dengang Tina adopterede Felix, havde hun et godt øje til Krumme.
Som sagt måtte vi opgive og Tina kørte hjem til familien med en tom trailer og med tanker om små ponyer i hovedet.
Lørdag morgen kommer Tina igen med trailer og vi har nu Tore til at hjælpe os. Det havde åbenbart hjulpet på Senthors samarbejdsvillighed at sove på oplevelsen. Ihvertilfælde stod han med Tores gode hjælp i traileren efter 20 min og vi blev enige om, at skynde os hjem til hans nye hjem med ham også hente Felix efterfølgende. Godt det ikke er langt væk. Jeg kørte med og hjalp med at aflæsse ham og installere ham i hans fine nye boks (se Senthors galleri).
Så gik turen tilbage til Sortsø og i bilen fik vi snakket. Tina havde tænkt meget på det med at Felix nu ville blive alene lille (og ung) fis blandt to gamle store heste. Tina og hendes familie har lige købt gård, lavet helt ny stald og har masser af foldplads, så der vil sagtens være plads til en lille Krumme i familien. Så en skøn beslutning blev taget og vi var klar til at læsse 2 ponyer, istedet for een. Jeg er simpelthen så glad, både fordi de to små gode venner får lov til at blive sammen, men bestemt også fordi jeg ved, at det får det fantastisk hos Tina og hendes familie sammen med Senthor og deres anden hest van Gogh.
Krumme var ikke helt overbevist om, at han skulle op i traileren, men det gik og da vi ankom til deres nye hjem, indtog de den fine fold med leg og spurt. Felix har taget alt i stiv hov, han er simpelthen så sej den lille fyr og han passer godt på den mere forsigtige Krumme. Det var så skønt at se og adoptivmor måtte næsten knibe en tåre. Senthor synes de små er lidt trælse, man har helt sikkert påtaget sig rollen som flokleder og beskytter. Nu kan de gå og lære stedet, deres nye familie og hinanden rigtig godt at kende, inden van Gogh ankommer om en månedes tid.
Jeg kan roligt sige, at jeg er super lykkelig og jeg har fået fine sms om, hvordan de hygger sig og hvor lykkelige hele familien er for dem alle tre. Igår var en fantastisk dag for os alle sammen.

Fantastiske nyheder for Hestenshaabs Senthor og Hestenshaabs Felix

De to skønne drenge er blevet adopteret af Tina og hendes familie og kan se frem til et skønt liv,sammen med familiens hest Van Gogh. Felix og Senthor kommer til at lave mange skønne ting sammen med Tina og hendes 2 piger. Og Felix kastede straks sin kærlighed på datteren Emma. Sjældent har jeg set 2 få sådan en fin kontakt så hurtigt. Jeg blev rørt dybt ind i hjertet. Jeg er sikker på, at de 2 kommer til at have fantastiske oplevelser og stunder sammen. Et lille klip, der siger en masse. Her har de mødt hinanden 15 minutter før videoen blev optaget og det er faktisk også første gang, at jeg oplever, at alle de andre ponyer holder sig væk. De fik bare lov til at være sammen i fred og ro – også betyder møg efterårsvejr ikke en dyt.

Både Felix og Senthor bliver boende lidt endnu, da familien overtager deres gård, hvor de kan have hestene hjemme den 1/1-2018. De kan på den måde nå at få opbygget et fint og solidt venskab med begge ponyer, inden de skal flyttes. Vi er alle meget meget glade. Nyd filmen af de 2 nye venner.

Senthor blev redet og viste tydelige tegn på ubehag.

Igår havde jeg fået hjælp af Christina til at komme og hoppe på ryggen af Senthor, da hun er noget mindre end jeg og også en erfaren rytter.

Desværre virkede Senthor meget besværet, især i trav, hvor han tog hovedet ualmindeligt højt op og spændte i hele kroppen. Vi skiftede trense (en slags bidløs til en anden) og tog også sadlen af, da den lå lige snævert nok på skulderen. Men det hjalp ikke.

Da jeg bagefter masserede ham i ryggen, gav han tydeligt udtryk for at det gjorde ondt og jeg kunne også mærke reaktion i hans lange rygmuskler. Nu står den på skridt arbejde, smidighed og rygmassage også tror jeg, at jeg får en tid hos Anne, så vi kan få gennemgået ham fra a-z

Lidt ridning på fantastiske Senthor

Så kom dagen endelig, hvor jeg fandt lidt tid til at hygge med Senthor. Tog ham ind i stalden og fik striglet ham godt, hvilket var noget han nød. Han er fuldstændig ligeglad med, at gå fra de andre. Og selvom han var i stalden i går for at blive vaccineret (hvilket han så ikke synes ret godt om), så var han ganske afslappet og meget sød.

Jeg tog kun trense på ham, da der var ret meget mudder under maven, som jeg ikke lige sådan kunne få af. Så gik vi på banen og trænede lidt fra jorden. Han er super lydhør og meget sød.

Dernæst fik jeg Johanne ud og op på ham, det gik også super. Tilsidst hoppede jeg selv om og på trods af mine alt for lange ben, så fik jeg en fantastisk lille stund i skridt på ham. Han er så lydhør og dejlig. Sikke en skøn pony<3 Han går lige i hjertet. Der var heller ikke noget bedre end at putte mulen helt op i kinden på os og putte. Der er en meget heldig adoptant, der får lov til at have ham som allerbedste ven.

Nye venskaber dannes

Der sker ting og sager i flokken. For Saga og Senthor specielt. Idag fik Senthor sig ihvertilfælde en god ny lege kammerat. Han og Balisto stod i flere timer og legede grimeleg og hop op af hinanden leg. Det var tydeligt, hvor meget de begge nød det og så sjovt at overvære.

Saga har derimod ret travlt med at holde styr på en masse, synes hun selv. Hvor meget de andre lægger mærke til hende iver, er jeg dog lidt itvivl om. Felucca kan dog ikke undgå at mærke hendes opmærksomhed, da saga er ved hendes side non stop. Specielt idag, hvor Cille blev lukket ud i flokken. Cille og Felucca plejer jo at hygge lidt på ridebanen, så da Cille kom ud, måtte Saga lige vise, hvem hun mente Felucca skulle hænge ud med. Og det var ikke cille – smiler.

Det er dejligt at se, at flokken fungerer med alle de nye.

Lukket sammen med hele banden

Så kom dagen, hvor Saga og Senthor blev lukket sammen med hele banden. Det er indtil videre gået fint. Saga lagde ud med at sætte både Felucca, Ballerina, Johnson på plads  – virkelig på plads. Men så kom chefen Poca ud og hun viste Saga bestemt, hvem der leder flokken her – så nu virker der til at være ro på igen. Saga har dog fået lidt at tænke over og står nu og ligner een, der ikke helt ved, hvad hun skulle stille op med det – eller også er hun ved at planlægge næste træk:-)

Senthor har taget det hele noget mere laid back. Han trækker sig fra de sure madammer og få derfor også fred og ro. Han har til gengæld kastet alt sin kærlighed på Cille og der bliver nusset igennem hen over hegnet. Cille synes det er fantastisk.