Julehilsen fra Sif og Tarzan

2022 var året hvor Tarzan blev 10 år!!! Det er jo helt vildt. Den lille forpjuskede dreng der kom til Hestens Håb er blevet voksen. Han har udviklet sig til den roligste og kærligste pony, der bare gerne vil være venner med alle.
Tarzans tid som udbryderkonge er lagt bag ham og nu nyder han bare livet som alles ven. Det er aldrig ham der bliver sur eller skælder ud – tvært imod holder han sig væk når der er optakt til uenigheder i flokken.
Sif styrer stadig flokken med hård hov. Når der er mad i sigte er der ingen der skal komme foran hende. Hun er matriark med stort M og viser det tydeligt når der er mennesker i nærheden.
Men nu forholder det sig sådan at jeg kan se en stor del af foldene fra huset, så jeg ved også at der er en anden side. Når de ikke kan se mennesker er hun slet ikke så skræp. Det er stadig hende der bestemmer men hun er betydeligt roligere og så bliver flokken meget harmonisk.
Det er vildt at tænke på at hun nu er ca. 24 år men at alderen ikke er til at mærke på hende. Man kan ikke andet end at elske de shettere med deres meget individuelle personligheder.

Sif og Tarzans julehilsen 2021

Sif befinder sig godt i rollen som flokkens matriark. Der er ikke nogen tvivl om at hun bestemmer.

Det sidste års tid er der dog sneget sig en lille ændring ind… den godmodige og lavtstående Odin får nu oftere lov til at være sammen med Sif. Det kan være hun bliver mere blødsøden med årene.

Tarzan har til gengæld ikke ændret noget i sin position. De sidste mange år har han simpelthen blandet sig udenom. Jeg elsker at se hans rolige facon når der er ballade blandt de andre. Han betragter dem ligesom på afstand og venter på de stopper. Men han er altid klar på en frisk leg.
I 2021 skiftede jeg dyrlæge og den nye dyrlæge var meget imponeret over deres tænder. 4 ud af 5 i flokken har oplevet dårlige vilkår tidligere i deres liv og derfor har blandt andet tænderne haft stor fokus hos mig. Så det vakte stor glæde at de fik den ros og det var kun Sif der skulle have raspet to små spidser.

Sif og Tarzans julehilsen 2019

Jeg synes altid det er så svært at skrive denne opdatering da der ikke rigtig sker de store forandringer for mine dejlige ponyer.

De går i en dejlig løsdrift med masser af plads til at være shetlandspony og hygger sig som flok.
De har været mine bedste venner og de bedste psykologer man kunne ønske sig og jeg hader når folk spørger mig hvad jeg bruger dem til. Men for nyligt inviterede Anja mig ind i en gruppe på facebook for folk med heste der ikke bliver redet. Her har jeg mødt en masse ligesindede og er blevet bekræftet i at det er ok at de “bare” nyder livet.

Julehilsen fra Sif og Tarzan

Året der gik for Sif og Tarzan

Sif og Tarzan har haft et meget stille år. De trives i deres lille flok af udvidede familiemedlemmer og den ene dag tager den anden. Til trods for at det som bekendt var en meget tør sommer med begrænset græs præsterede alle 5 at blive lige så tykke som de plejer. Bare de kigger på et græsstrå tager de på, så slankekuren er for længst trådt i kraft.

I år har vi fået nyt familiemedlem i form af en dejlig ”genbrugshund”, en Border Collie på 2 år. Vi var lidt spændt på om vi kunne lære ham at ponyerne IKKE skulle hyrdes og hvordan ponyerne ville tage sådan en energibombe og det har et par gange også været en udfordring. Ponyerne har taget det i stiv arm, især Sif og Tarzan, mens hunden har prøvet at hyrde dem det bedste han kan fra ydersiden af folden. Takket være ponyernes ro kan han nu komme med på folden når der skal nusses og pudses uden at genere dem.

Juleopdatering fra Sif og Tarzan

2017

Det forgangne år har været meget fredfyldt for Sif og Tarzan. De trives forsat i flokken hvor Sif uden tvivl er øverst i hierarkiet. Hun finder sig ikke i noget pjat og tager de fleste situationer med ophøjet ro. Tarzan er til gengæld forsat lidt af en joker. Han er dygtig til at tilpasse sig og forstår at holde lav profil når det er optakt til ballade. Nogle gange kan jeg komme til at observerer dem uden de ser mig og her har jeg et par gange set ham være “ophavsmand” til flere fræsere på folden.

Hver sommer er min største udfordring at holde de nøjsomme ponyer nede i vægt, og i år er det faktisk gået ganske fint lige indtil efteråret hvor jeg åbenbart ikke var skarp nok. Det betyder at vinteren står på slankekure over hele linjen og ikke mindst massere af krammer.

Julehilsen 2016

Der er sket en del for Sif i 2016. I januar var hendes føl fra ’14 (Trud) stadig ikke fravænnet så det blev til en kold tyrker. Jeg tror det var med blandede følelser for Sif, for på den ene side irriterede det hende somme tider med Truds ”trøstespisning” og på den anden side stod hendes bedste ven på den anden side af hegnet. Da mælken var væk fik de lov til at være sammen et par timer om dagen og nu er de ”bare” bedste venner.

Sif begyndte i løbet af sommeren at acceptere Tarzan (føllet hun havde med til Hestens Håb) noget mere så han nu gerne må gå sammen med de to piger, og når hun tror der ikke er nogen der kigger, går hun faktisk også sammen med de to andre drenge.

I løbet af sommeren er Sif også kommet i selen. Hendes fortid er ukendt så jeg ved ikke om hun nogensinde har haft en køresele på. Uanset om det var nyt eller ej så har hun været total sej til det og inden de mørke aftener kom gik jeg bag hende med lange liner og langs vejen uden blinken. Så jeg er noget spændt på hvad næste år vil bringe.

JUlehilsen 2015

Jule og nytårs hilsen fra Sif:

Sif:
2015 har været et roligt år i Sifs flok (5 i alt). Det er meget bevidst at jeg skriver ‘Sifs flok’ for der er absolut ingen tvivl om hvem der har bukserne på. Respekten er stor men hun er heller ikke bange for at minde de andre om det hvis de skulle glemme det et øjeblik.
Hun er faktisk så meget på stikkerne så jeg her sidst på året besluttede mig for at prøve hende af i forhold til hvor meget hun har prøvet inden hun kom til Hestens Håb.
Indtil videre kan jeg konstatere at hun er lige så egenrådig i lange liner som når hun styrer flokken så der har vi lige lidt at snakke om.
Det med udstyret er der dog ikke nogen særlige problemer med, lige bortset fra haleremmen der kræver at jeg løfter hendes hale… og det er ikke et hit!
Mit håb er at lidt nye mentale udfordringer vil dæmpe hendes temperament overfor de andre.
I 2014 fik hun som tidligere beskrevet et fint hoppeføl som hun har været en super mor for. Trud er en del af flokken og prøver at følge i mors fodspor med at bestemme det hele men drengene finder sig heldigvis ikke i det.

Julehilsen fra Sif 2014

Året der gik for Sif og Tarzan

Det har været et begivenhedsrigt år for den lille bestand af shettere.

Året startede desværre ikke så godt for lille Tarzan da han i januar fik et sår dybt i mundhulen formegentligt efter at have tygget lidt for energisk på en gren. Det betød at han kun ville spise hø i begrænset mængde og ingen müsli. Efter en penicillin behandling helede munden men medicinen tog hårdt på den lille mave så hø blev vejen frem. Desværre tabte han sig midt i sine ”teenageår” og i den koldeste tid så han lignede et skravl og jeg skulle hilse og sige at det er ikke særlig nemt at finde et dækken til en shetter der hverken har højde eller drøjde. Med foråret kom græsset heldigvis og det nød Tarzan godt af så i løbet af sommeren blev han en velvoksen pony.

Sif havde siden sin ankomst i juni 2013 gået sammen med vores shetter hingst Thor som ret hurtigt bedækkede hende. Så vi har haft vores 4 ponyer gående to og to det meste af tiden.

2014 blev så året hvor alle 4 fik lov til at gå sammen. Da Tarzan var kommet til hægterne og Thor var kommet sig over sin kastration åbnede vi op til fri leg. Sif mindede lynhurtigt drengene om at hun ikke gider noget pjat! Og så var det ligesom også det.

Vi havde regnet os frem til at Sif burde fole mellem den 10. og den 20. maj så den 1. begyndte vi at tage hende fra om natten (de går i løsdrift året rundt) og den 12. maj stod der et fint lille hoppeføl og ventede på os om morgenen. Sif er en super god mor og vi kan nu se endnu en grund til at Tarzan er sådan en god og dejlig pony.

Når mor hedder Sif og far hedder Thor og man er pige kan man ikke hedde andet end Trud, så det er navnet på føllet. Til dem der ikke ved det fik guderne Sif og Thor en datter der hed Trud (nordisk mytologi).

Se nu opstod der jo så et nyt problem i forhold til at have én flok… Tarzan var ikke kastreret endnu. Han har været klaphingst stort set siden han forlod Hestens Håb så det tegnede til at blive et større indgreb at få ham kastreret. Vi valgte at vente til efteråret for at minimere irritationen fra insekterne og man skulle tro at Tarzan vidste det for i starten af september var der sørme 2 sten nede så i oktober blev Tarzan en vallak uden de store gener.

Da Tarzan så var klar blev det tid til den store genforening. Sif satte de 3 drenge på plads med det samme og Trud gemte sig bag sin mor den første time og så var der dømt leg og hygge.

I skrivende stund har vi en samlet flok på 5 søde små shettere. Sif styrer showet og Tarzan har sine gode venner Thor og Odin og nu også halvsøster Trud at lege med.

Vi glæder os til at se hvad næste år bringer!

Julehilsen fra Sif 2013

juleopdatering Sif:

Hej Anja

Det var faktisk noget vanskeligt at få taget nogle billeder der bare var ok. Tarzan har nok ikke en fremtid som model for han kunne kun stå fint mens kameraet stillede skarpt og flyttede så når det udløste. 🙁

Her er så et par ord om børnene. 🙂

Sif og Tarzan er faldet rigtig godt til i det lille shetter-hjem. De går i løsdrift med hver deres fold makker og har adgang til foldene døgnet rundt.

Mit ønske var at få et føl på min hingst Thor og Sif og allerede i løbet af den første uge sammen (uden Tarzan) blev hun bedækket. Jeg har ikke set brunst siden så vi krydser fingre. Sif er en meget bestemt dame og der er ingen tvivl om at hun bestemmer hvor hestepærerne skal ligge på deres fold! Hun har fået en god kampvægt og ligner nu en rigtig shetter med lang pels og rund mave.

Tarzan var godt nok ikke så stolt da han blev flyttet væk fra sin mor og ind til en legesyg vallak. Der gik dog ikke lang tid inden de blev bedste venner og det er da også Odin der har sneget sig ind på billedet.
I dag er han blevet så glad for mennesker at folk ikke tror mig når jeg fortæller om det sky føl Anja fik ind sidste vinter. Han nærmest beder om at blive krammet og kløet.

Jeg er ovenud tilfreds med min beslutning om at adoptere de to ponyer og de har givet os en masse glæde og forhåbentlig en lille familie forøgelse næste år.

Camilla Kronby

Det går super fint i det nye hjem

Den 25/7-2013

Både Tarzan og Sif er flyttet til Lolland til Camilla, som har hingsten Thor og vallakken Odin og ikke mindst kæmpe store græsfolde…og masse af hestekyndighed.

Planen er, at Sif skal bedækkes af Thor – hvorefter han skal kastereres og Tarzan skal være trick pony og hygge fætter til Odin.

Begge heste har efterhånden boet hos Camilla i et stykke tid og de har det super. Ser ud som om Thor har haft heldet med sig og nu går han og Sif og hygger sig på en kæmpe fold, selvom hun er en lidt vrissen kone og få.

Tarzan og Odin er til gengæld blevet så gode venner og hygger sig meget sammen -Tarzan har slet ikke haft tid til at “savne” sin mor -men hun går jo også lige på folden ved siden af.

Der er lagt lidt stemningsbilleder i både Tarzan og Sif’s fotoalbum