Vi arbejder med og for dyrevelfærd. Vi arbejder for at give hestene velfærd i den indhegnede verden, de lever i. For mange af de heste, der kommer her, har det på ingen måde været en selvfølge.

Dyrevelfærd kan være en svær størrelse at definere. Nogle bruger de fem friheder, som rettesnor. Andre går mere i dybden og bruger dyrevelfærdscirklen.

De fem friheder lyder som følgende:

1. Frihed fra tørst, sult og fejlernæring.
2. Frihed fra ubehag forårsaget af omgivelserne
3. Frihed fra smerte, skavanker, skader og sygdom
4. Frihed til at udtrykke artens naturlige opførsel
5. Frihed fra frygt og lidelse

Ved dyrevelfærdscirklen vurderer man dyreholdet/dyret ud fra 8 parameter:

• Foder, foderstand og fodringsrutiner
• Miljø; indendørs indretning
• Miljø; udendørs indretning
• Adfærdsmuligheder, beskæftigelse og aktivering
• Socialitet, floksammensætning, interaktion
• Sundhed, fysiologi, ekskrementer og stress
• Historik omkring syge og døde dyr
• Opfyldelse af lovens krav til dyreholdet

De heste, der kommer her, har ofte ikke haft friheden til velfærd på en eller flere punkter. Vi hjælper dem, med at få den velfærd (tilbage).

• Vi giver dem det korrekte foder, søger for at de får nok, at der er fri adgang til vand.
• Vi fjerner ubehaget fra de omgivelser, de var i, ved at flytte dem.
• Med fagfolks hjælp hjælper vi dem, hvis de er syge, har skader eller smerter.
• Vi lader dem være sammen med artsfæller på store arealer mange timer i døgnet, så de kan udøve deres biologiske adfærd som flokdyr.
• Vi sørger for, at her er ro og tryghed i omgangen med de andre heste samt i samværet med mennesker.

Det er det, vores arbejde består i og det er utrolig givende og livsbekræftende at opleve dyrenes reaktion på at få disse “friheder” tilbage.

I de 11 år, hvor Hestenshaab har hjulpet heste, har der også været de heste,  vi ikke kunne give det, der skulle til, for at de ville få et liv med velfærd. Når man ikke er i stand til at fjerne smerter og sygdom og man ikke længere kan tilbyde dyret et liv, hvor dyret kan udfolde sin biologiske korrekte adfærd uden smerter. I disse tilfælde er den eneste mulighed for at hjælpe dyret af med lidelse og smerte, aflivning. Det er det ansvar, vi har. Vi bliver deres stemme og “frihed” til at vælge livet i smerte fra. Det er den del af vores arbejde, som er hård, men ligeså vigtig som at fodre tynde dyr op og give indespærret dyr græs under hovene igen.

Det er aldrig nemt, når vi står i den situation, at der kun er den ene mulighed tilbage. Det er som oftest ikke noget, der kan diskuteres udfra et dyrevelfærds synspunkt. Sygdom, smerter og lidelse er med dyrelægens hjælp og diagnose, en af de meget håndgribelige og synlige punkter i forhold til dyrevelfærd og beslutningen omkring aflivning, omend den er hård, valid og ikke til at overse. Det er en fysisk kendsgerning, som videnskabligt kan vurderes af uddannede fagfolk. Beslutningen kan derfor synes “nemmere”.

Den situation, har vi stået i flere gange i løbet af årene. Jeg har også flere gange stået i situationer, hvor jeg har tænkt, at det kunne være en umulighed at give dyret et liv med tryghed og uden stress fra mennesker, men heldigvis har tålmodighed og tid ofte gjort underværkere på dette punkt.

Når jeg for første gang i 11 år og med 70+ heste igennem Hestenshaab, står med en hest, der er skadet på evnen til at udføre normal social adfærd, så bliver jeg nødt til at hive velfærdsredskaberne frem og se på dyret og alt omkring det med professionelle øjne. Nu er der ingen dyrelæge, der stiller en diagnose og jeg er den fagperson, der vurderer om dette dyr nogensinde får et liv med hestevelfærd og uden stress. Det bliver en anden beslutningsprocess. Dog stadig en der kræver ligeså meget ansvar.

Hvad gør man, når et flokdyr bliver stresset af at være sammen med artsfæller og samtidig har så dybe instinkter, at det også bliver stresset af ikke at være sammen med flokken?

Sia er 14 år og har kun oplevet floklivet i form at en lille shetter i omgivelser, hvor der var så lidt foder, at hun måtte kæmpe alt, hvad hun kunne for at holde sig i live. Sias livserfaring er at artsfæller er et nødvendigt onde, der skal holdes væk fra foderspanden. Noget der tydeligvis har stået på så længe i hendes liv, at på trods af, at hun nu oplever at foderspanden ikke “løber tør”, så ophører den aggressive adfærd ikke.

Sia har ikke lært hestesprog og hendes tidligere erfaringer med sult gør, at foder er hendes eneste fokus, det gælder også græs – alligevel skal de andre heste helst være i nærheden. På en 1 hektar stor græsmark skal de andre heste ikke nærme sig hende, så får de hidsige bid -uden forvarsel. Denne adfærd tog mere og mere til i takt med, at Sia fik sul på kroppen igen.

For at vende tilbage til dyrevelfærden. Mine opgaver ifht. at skabe et velfærdsliv for et flokdyr kan være mange og varierede. Jeg får hjælp af fagfolk til at gøre syge dyr raske og sørge for at udsultede dyr får den korrekte næring. Jeg lærer hestene at omgås mennesker på en respektfuld måde uden stress. Jeg har dog ikke en fysisk chance for, at lære en hest at indgå socialt i flokstruktur. Jeg kan ikke lære en 14 årig hest at tale “hestesprog”, hvorend jeg gerne ville.

Hvor er det så at dyrevelfærden mistes i dette tilfælde? For Sia, som ikke kan være sammen med artsfæller uden at stresse, men som heller ikke kan være dem foruden. Resten af flokken mister deres frihed fra frygt, da de bogstaveligt er så bange for hende, at de konstant er på vagt og løber i alle retninger, når hun kommer. Hele hierarki strukturen i flokken blev ødelagt, da de socialt fungerende dyr så Sias adfærd som rangorden aggression, men for Sia drejede det sig kun om foderet. Stress og utryghed hos alle, tillige med store nye sår dagligt fra Sias bid.

Er der udsigt til at Sia vil få et liv med velfærd? Findes sådan et sted, hvor hun kan leve sammen med og alene? Og hvis ja, hvad så med velfærden for den artsfælle, der skal være hendes uønskede flok? Kan hun lære at indgå normalt i socialt interaktion med andre heste i en alder af 14 år? Hvis hendes erfaringer i den henseende er en værktøjskasse, som hun skal hive redskaber frem fra, så har hun to redskaber – foder og fight. Disse redskaber bliver hendes adfærd, også overfor mennesker.

Hvordan vi behandler vores dyr, kendetegner os som mennesker. Jeg synes, det er sørgeligt, at Sia aldrig fik lov til at være hest. Den essentielle ret blev frataget hende så meget, at ikke engang instinkterne kunne overdøve.

Paragraf 2 i dyreværnsloven lyder som følger:

§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Man må smerteligt erkende, at som så mange andre af vores heste, så har Sias tidligere ejer ikke levet op til dette lovkrav og som følge deraf, er Sias krav på et liv med velfærd blevet ødelagt for bestandigt.

Med sund fornuft, den dybeste omsorg, faglighed, dyrevelfærden og dens redskaber, tog jeg en beslutning. En beslutning, som aldrig havde været nødvendig, hvis hun havde haft et velfærdshesteliv med muligheden for at være et flokdyr, der fra føl har lært flokstruktur og interaktion med artsfæller.

Ikke mere stress og utryghed, hverken for Sia eller andre heste i hendes nærhed. Denne beslutning har været helt anderledes og krævet mere reflektion, end jeg har prøvet i sygdomsrelaterede tilfælde. Ikke desto mindre er den ligeså valid, når vi skal sørge for velfærden for de dyr, vi har ansvaret for.

Det er en sørgelig historie, som jeg føler er vigtig at få fortalt – den kunne nemlig have været undgået og Sia kunne have haft mange gode år med sundhed, normal adfærd og omsorg fra mennesker. Hvis bare hun havde vokset op og havde levet et sted, hvor man satte sig ind i dyrets behov og adfærd.