Det var ikke kun de to Belgiske hopper, der havde akut brug for vores hjælp.

Historien om de to belgiske hopper har ført mere med sig. Mens vi stadig arbejder på, at få gjort de store damer klar til at blive tranporteret, måtte jeg reagere og hjælpe en anden lille sjæl, der boede samme sted.

Det blev pludselig meget akut. Der stod en lille gråhåret shetlandspony samme sted. Den så gammel ud og jeg var blevet oplyst, at den ville blive aflivet pga. alder. Hun skulle ikke sendes mere rundt.

Da jeg begyndte at spørge lidt ind til det, fandt jeg ud af, at de ikke ville aflive hende, men finde et sted til hende, når de store var rejst herned. Slægtningene til den afdøde ejer er ikke så nemme at kommunikere med og jeg kunne ikke rigtig finde hoved og hale i, hvad der egentlig skulle ske med den lille hoppe. Hun var der bare, stod der bare og ingen tog rigtig notis af hende.  Ville hun bare komme til at stå der selv?

Jeg fik kigget nærmere på hende og kunne mærke, at under al vinterpelsen var hun meget tynd. Hun kunne ikke spise en gulerød og da Henriette og jeg fik kigget hende i munden, fik vi en grim overraskelse. Aldrig har jeg set så grimme tandspidser. Hun var fuldstændig låst i kæbeleddet som følge af tandspidserne.

Det syn sad på min nethinde som et vågent mareridt. Det var udover, hvad jeg vil kalde vanrøgt. Hun havde smerter og kunne intet spise. Hun var død i blikket og slet ikke interesseret i kontakt.  Hun var mager og meget sulten. Det kunne jeg simpelthen ikke køre fra. Fik hurtigt talt med arvinger og sagt, at vi tog hende til Hestenshaab hurtigst muligt.

Her ses en af de grimme tænder, der har låst hendes kæber fuldstændig

Onsdag før jul hentede vi lille Hermione og fredag kom Maria og ordnede hendes tænder. Hun kunne vitterlig ikke spise noget, tandspidserne var enorme og kinderne var fyldt med gammelt arvæv og ufordøjet føde. Selv Maria var rystet. Det kommer til at tage et par tandlægebesøg mere, før hun er helt fin i munden, men nu kan hun tygge igen.

Jeg måtte klippe det meste af pandelok og man af, da de var så fyldt med burrer, at jeg ikke kunne redde det.

Hun er livet helt op, render lige efter Fenja, spiser med stor appetit og nu gøder hun også. Tænk at man kan blive så glad for at se hestepærer. Hun er fantastisk sød og en rigtig lille personlighed. Vrinsker hver gang vi går fra hende. Jeg er meget glad for, at hun er her.

Har du lyst til at følge lille Hermiones rejse tilbage til en sund krop og et godt liv samt hjælpe os med den opgave? Så skynd dig at meld dig ind i Hestenshaab.dk

En epoke ender på lykkeligste vis

De har været en del af vores liv og hverdag i næsten 2 år.

De har været en del af den største sag, vi nogensinde har haft her på Hestenshaab.dk

De har givet mig endnu flere grå hår, fordi jeg har bekymret mig så meget over om de nogensinde ville blive trygge og glade for at være ponyer i menneskers selskab.

De har jokket helt ind i det inderste af mit hjerte, ved netop at vise mig den tillid, at jeg måtte komme tæt på.

Tikka og Freja vil altid være noget helt specielt for mig. De kom her sammen med de andre ponyer fra den store dyreværnssag på Lolland. Til forskel fra de andre, der kom, så havde Tikka og Freja lidt flere år på bagen end de små. Stadig var de for unge til at have oplevet andet liv end hos vanrøgter, som Perle og NeNe. Det betød så, at de var ekstremt sky og i modsætning til de små drenge, så havde de for længst lagt deres “føl-nysgerrighed” bag sig. De havde ingen intensioner om at komme tæt på os. Hvad skulle det til for? De var så sky, at Dyrenes Beskyttelse, som reddede dem, måtte bedøve dem, for at få dem op i traileren og fragte dem til Hestenshaab. De blev så bange og stresset såsnart de så et menneske.

I dagevis sad vi på skift hos dem i deres boks, uden at komme dem nærmere end at række dem en gulerod i ny og næ. De havde ingen og kun dårlig erfaringer med at komme tæt på. Det var så hårdt og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg flere gange overvejede, hvad der ville være bedst for dem. De var totalt stressede, såsnart der var mennesker omkring dem.

Jeg lod dem selv bestemme. I takt med at de så os hver dag og fik en godbid, samt så de andre være sammen med os, så skete der noget. Det tog tid, lang tid, men langsomt fik de tillid og lyst til at komme tæt på og lade os være sammen med dem. Det var stort. Altid hang de sammen og når tingene blev lidt skræmmende for dem, så søgte de hinanden. Så forskellige og så tætte.

Tikka, den blide og forsigtige pige, som var nemmest at overtale til berøring i første omgang. Freja, der 100 procent selv skulle bestemme tempoet, og var mest sky. Men også mest nysgerrig, hvilket gjorde, at hun ikke kunne lade os være. To smukke damer, der bare skulle have lidt mere tid end de andre.

Også var der kun de to tilbage. Trygge og rolige i deres nu vante omgivelser og allervigtigst stadig sammen. Det har fra starten, været helt tydeligt og meget vigtigt for mig, at de kunne blive sammen altid. Det er dog ikke så nemt, at finde kompetente hjem, der vil tage to små damer ind i familien. Specielt ikke, når man aldrig ved om de bliver 100 procent kæle og hyggeponyer. De har rykket sig ekstremt meget, men de har stadig brug for at kunne trække sig og uanset, hvor glade de er for mig, så mærkes det. Det skal jeg have i tankerne, når jeg vil deres bedste.

Jeg har en snak med mine veninder og kollegaer fra Knuthenborg. De passer ponyerne i parken og mangler “nye gener” i deres ponyflok. Begge dyrepassere har kendt og passet ponyerne fra de kom her, har set hvor meget de har rykket sig og de er begge meget glade for dem. Et liv med masser af artsfæller, græs og plads, hvor man selv kan bestemme, hvor meget kontakt man vil have med mennesker. Det kan ikke blive bedre for de to tøser. Jeg var selvsagt ikke længe om at beslutte mig.

Derfra –  også til at føre det ud i livet. Bekymringerne om at få dem op i traileren ( det er ikke mange gange, de har været i træktov). Op i en trailer og langt væk hjemmefra (her er det mine følelser, der spiller ind). Jeg vidste dog, at jeg ikke kunne finde et bedre liv til de to tøser. Det er optimalt på alle måder og ikke mindst, så bliver de sammen og de er sammen, når de skal møde deres 26 nye venner. Samt, kameler og lamaer:-)

Også tog de fusen på mig, på den allerbedste måde… så seje og skønne, at jeg næsten måtte tude. Vi havde stillet traileren helt op til løsdriften og sat “forhindringer” op på begge sider af traileren, så de kun kunne gå frem og op i traileren. Jeg havde Tikka i træktov og hun traskede lige op. Freja fulgte så bare med. Det tog mindre end 7 minutter. Sikke en tillid og sikke seje damer. Afsted det gik til Bandholm marken, hvor de blev lukket ind, så de kunne stå og hilse på de andre gennem hegnet. Jeg er totalt glad for at de to damer skal bo i Knuthenborg og passes af mine venner, men det var alligevel hårdt at sige på gensyn og køre fra dem.

Derfor var det skønt at modtage film, billeder og opdateringer dagen efter, hvor de havde mødt de andre ponyer. Freja lader sig ikke sådan kue og hun passer også på Tikka, så det gik så fint. Freja har endda fået en lille fan.

Se selv film og billeder og følg med i pigernes dagbøger.  Den store dyreværnssag med så mange ponyer indvolveret og nu kan jeg med glæde og “tyk stemme” sige, at alle landet de helt rigtige steder.

Så mange skønne ponyer, der var glemt og i den grad forsømt, nu højt værdsat og ikke mindst glade dyr i deres nye hjem. Det har været en uforgemmelig og fantastisk oplevelse for mig og de har alle lært mig meget og sat dybe hovaftryk i mit hjerte. Det var en epoke og lykkelig fortælling, som langt fra er slut. Så husk at følge alle ponyerne i deres dagbøger

En uventet og helt fantastisk dag for Kathlin

Igår blev jeg ringet op af min svigerinde, som desværre måtte tage afsked med din lille shetter, da han blev alvorligt akut syg. Hun stod nu med sin ældre pony, der naturligvis var ked af, at være alene. Hun ledte nu efter en sød pony, som ikke skal andet end at blive forkælet og være selskab til hendes pony.  Jeg kender naturligvis min svigerinde godt og ved, at dyrene betyder alt for hende og at en pony/hest, der kommer til at bo der, vil få det som blommen i et æg og blive forkælet indtil den dag, hvor den skal fra denne jord.

Straks sagde jeg Kathlin – Kathlin har problemer med højre forben og eftersom, at det har stået på i ret lang tid, så har jeg en træls følelse af, at det ikke er noget, der kan repareres. Hun har dog ikke ondt og man se det kun en lille smule engang imellem i trav. Et hjem hos Alice vil være det perfekte for Kathlin og ingen vil nogensinde prøve at ride hende igen. Det er da fantastisk. Trinity, som Alice’s pony hedder, er det perfekte match til lille søde Kathlin. Kathlin har ikke rigtig kunne trives i vores store flok og jeg har tit været ked af, at se hende stå derude. Langt væk fra de andre.

Det kunne på ingen måder være mere perfekt. Så vi handlede hurtigt og igår eftermiddags kørte vi Kathlin hjem til hendes nye adoptions hjem. Hun skulle lige være lidt sur på Trinity henover bokslågen, men han var tilgengæld mega interesseret i hende. Det var meget sødt.

Idag er de blevet lukket sammen og det er gået så fint og stille og roligt. Det skal nok blive rigtig godt.

Det var ikke længe, at Kathlin boede her og heldigvis for det, da det helt perfekte hjem til hende dukkede op. Jeg er meget meget glad på Kathlin, Trinity og Alices vegne. Følg med I Kathlins dagbog og se, hvordan det går med hende i hendes nye hjem<3

Fortællingen om 12 små, der rammer stort og dybt – del 2

12 små der rammer stort og dybt.

Du kan læse, hvad der inspirerede mig til at lave denne lille serie i 12 afsnit her.

Jeg har lavet denne blog for at gøre opmærksom på, at ikke kun tynde dyr har brug for os.

Det er vigtigt for mig at understrege, at vi har brug for hjælp til hestene, i alt den tid, de er her. Det er ikke kun når de er tynde og udsultede, at vi har brug for hjælpen og hestene er her ligeså lang tid, som det er nødvendigt.

Jeg har også lavet denne blog for at vise de 12 fantastiske dyrs historie. Hvad de har gennemgået af forandringer. For at vise de smukke dyr, de er i dag og for at sende en helt speciel tak til de heldige og skønne mennesker, der i dag er deres familie.

De har alle en helt speciel plads i vores hjerter, hver og én. Dette bliver derfor en 12 dags serie. Håber du vil nyde den og tak fordi du læser med.

Idag er det blevet den skønne Hestenshaabs NeNe’s tur til at få sin historie fortalt.

Billederne taler for sig selv, men udover at være så vanrøgtet, fyldt med lus og utøj, samt udmargret, så var hun træt – virkelig træt. Højdrægtig og oppe i årene er hårdt, især når man ikke får den nødvendige pasning, pleje og foder. Da Pusilli kom til verden, var det et kæmpe arbejde at få hul på hende igen, da hun virkelig var afmagret og alt overskydende gik nu til mælken. Dertil kommer, at hun har fået omkring 9 føl i træk og hendes krop derfor også var mærket af dette. Hun åd og åd og åd og så stadig helt forkert ud pga. en ordentlig hængemave.

Hun var virkelig træt af alle de unge, der hele tiden skulle lave ballade og jage rundt med hende. Hun trængte til ro og forkælelse på sine gamle dage. Og ikke flere føl.

Her er uddrag fra NeNes dagbog den dag lykken for alvor tilsmilede hende:

Når man er 19 år, har brugt det meste af sit liv på at få føl og desuden har boet et sted, hvor man i flere år slet ikke har fået dækket sine basale og biologiske behov – så har man mere end nogen anden, fortjent det allerbedste på sine ældre dage. Det er ikke altid så nemt, at finde gode og rigtige hjem til de ældre heste. NeNe er en dejlig pony, som er træt af alt det ballade unge heste laver. Træt af at være mor og har bare brug for ro og artsfæller, der har de samme behov som hende. Hun har brug for mennesker, der forstår hvad en hest med hendes alder har brug for og bestemt ikke har brug for. Dét kan være svært at finde og vi har ledt og håbet, alt hvad vi kunne.

Også dumper det mest perfekte hjem med perfekte artsfæller og mennesker lige ned til hende. Hvor fantastisk kan det være? Igår flyttede NeNe til Sjælland. Her skal hun bo hos Lisbet og Torben og deres 3 heste. 2 islændere (18 og 20 år) og en shetterhoppe på 18 år. De bor i løsdrift og NeNe skal bare nyde livet og hænge ud med de jævnalderene.

Tænk at lykken ventede lige rundt om hjørnet for denne gamle pige, fordi vi havde tid til at vente på Lisbet og Torben – Heldige NeNe. NeNe flyttede efter at have boet 1 år hos Hestenshaab og hun stortrives. Nyd den skønne pensionist<3

 

 

 

 

 

 

Fortællingen om 12 små der rammer stort og dybt – del 1

12 små der rammer stort og dybt.

Kender du mon det? Du trisser rundt i din daglige trummerum og laver dit daglige arbejde. Du får klaret dagens praktiske og nødvendige opgaver. Du nyder dit arbejde, dit liv og din hverdag.  Du er i det– du glædes over dit liv og dem, du omgiver dig med i din hverdag. Det er bare sådan, det er. Man arbejder videre. Dagene går som de nu gør og indimellem dukker der minder, begivenheder eller tanker op, som godt og grundigt banker dig ind i en sindstilstand, hvor du tænker tankerne og mærker følelserne helt vildt……

Jeg er i min hverdagstrummerum, hvor jeg nyder hestene og mit arbejde med dem – det gør jeg altid, uden egentlig at tænke lige præcis de tanker hver eneste dag. Den lille tilfredshedsbobbel brast med et brag, den anden dag og blev for en stund erstattet med store følelser og taknemmelighed. Så meget, at jeg fik en klump i halsen, blev tung i maven og lidt våd på kinden.

Det var blevet tid til refleksion. En refleksion, der kom helt af sig selv i forbindelse med flytningen af en lille rød pony.

Denne lille røde pony er en ud af 12 små, som har gjort et kæmpe indtryk på mig og alle andre, der har været involveret i den største heste sag, vi har haft hos Hestenshaab. Grunden til, at jeg pludselig kunne mærke hele denne effekt af de 12 små så fysisk, var alle minderne fra den dag, da de ankom og til nu.  Erkendelsen og taknemmeligheden over, hvordan det hele er forløbet. Det kunne have været helt anderledes.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sagde ja uden at blinke, til at hjælpe dem alle sammen, da jeg blev spurgt af Dyrenes Beskyttelse – selvfølgelig skulle Hestenshaab hjælpe og det kunne kun gå for langsomt.

Da der ankom 6 hingste og 5 hopper (en højdrægtig) i så sølle fysisk stand og med så meget angst for mennesker, blev jeg alligevel en lille smule ængstelig. Det var et sørgeligt og overvældende syn. Der kommer mange følelser i spil, når man oplever så mange dyr på en gang, der er blevet behandlet på den måde.

Også overtager den handlekraftige del af mig. Alt praktikken med at håndtere 11 sky og vilde ponyer, pleje og behandle dem osv. Alt imens de kæmper imod, det bedste de har lært, fordi de på intet tidspunkt har lært, at mennesket gør noget af gavn. Det er hårdt arbejde, både fysisk og psykisk, fordi der er behandlinger og håndtering, som du er nødt til at foretage på disse syge og sky dyr, for at de kan blive raske. For den menneskesky pony er dette derimod et overgreb. Det er et nødvendigt onde, et stort ansvar og et kæmpe arbejde.

Mine bekymringer gik også på, om disse vilde og sky dyr nogensinde ville kunne leve et liv med mennesker uden angst og stress. Hvis de kunne, kunne jeg så finde 12 kompetente og gode hjem til så mange små ponyer?

Der findes desværre alt for mange små ponyer i Danmark. De er avlet for sjov og bliver givet væk for en slik og lever et liv som kastebolde, fordi mange bliver trætte af dem. Ville det være muligt at finde så mange gode hestemennesker, der kunne give ponyerne alt det, de har behov for og krav på?

Der kom overvældende meget støtte af den ene eller anden slags til de sultne og vanrøgtede ponyer, de første par måneder. Det betød rigtig meget for vores arbejde med at få dem fysisk på højkant. Vi er meget taknemmelig for det.

Det tog ca. 6 mdr. før alle igen havde en sund krop og der var stadig enkelte, der skulle have smed ofte.

Den lille røde pony Nero, der satte alle disse tanker og minder i gang, flyttede fra Hestenshaab efter at have boet her i 1,5 år.

Hvorfor skal der gå så lang tid, tænker du måske? Når han nu var sund og rask efter 6 mdr.?

Når socialisering til mennesker skal læres helt fra bunden, så er ingen dyr ens og det er på ingen måde, noget der kan skyndes på. Det foregår på det enkelte dyres præmisser og tempo. Det samme gælder, når der skal findes de helt rigtige hjem. Ihvertilfælde i min verden og her hos Hestenshaab. Som jeg nævnte før, så hænger disse gode ponyhjem ikke på træerne og det er så uendelig vigtigt for mig, at det er de rigtige match dyr og mennesker imellem.

Nero er den 9. pony, der flytter ”hjemmefra”. Han har skulle have ekstra tid til at blive overvist om, at vi mennesker er en god ide. Han har fået den tid, han har haft brug for. Både med ham og flere af de andre, er tilliden og interessen for os mennesker været svingende. De havde brug for tid og rum til at lagre de gode oplevelser , før de kunne være i og udvise en konstant tryg adfærd omkring os.

Det er så meget mere end at få bugt med lus og orm. Så meget mere end sul på kroppen og det har lært mig tonsvis om adfærd, individuel træning, socialisering og miljøtræning. For det og de 12 små, er jeg meget taknemmelig. Taknemmelig for, at jeg fik denne opgave og fik lov til at komme tæt på dem og give dem det med, som gør, at de i dag er der, hvor de er.

Alt dette har jeg været fuldt ud bevidst om hele vejen igennem. Der, hvor jeg for en stund blev revet ud af min lille bobbel, var da jeg fik tænkt over at 9 ud af 12 ponyer nu er i de mest fantastiske hjem, man som pony kunne ønske sig.

De 6 (nu) vallakker bor faktisk sammen 2 og 2. Det er intet mindre end fantastisk for de små drenge. Tryghed og et fantastisk hjem sammen med en ven, som de har været i flok med altid.

Tålmodighed og tid – både til ponyerne her og til at finde lige de helt unikke hjem til dem. Ikke nok med at det lykkedes – det lykkedes så stort og så perfekt. Det er ikke hvilke som helst ponyer og det er bestemt heller ikke hvilke som helst adoptivfamilier.

På vej hjem fra Stevns med en tom hestetrailer, ramte alt dét mig hårdt…. På den mest fantastiske måde. Jeg er så taknemmelig og glad – og faktisk en smule stolt også.

Tilbage er 2 skønne hopper, der har brug for mere tid hos Hestenshaab og det får de. Måske de kommer til at bo her 2 år eller mere, også er det sådan, det skal være. De er velnærede, sunde og raske, har en sund hesteadfærd og alligevel har de stadig brug for os – og jer.

Jeg har lavet denne blog for at gøre opmærksom på, at ikke kun tynde dyr har brug for os og for at vise de 12 fantastiske dyrs historie. Hvad de har gennemgået af forandringer. For at vise de smukke dyr, de er i dag og for at sende en helt speciel tak til de heldige og skønne mennesker, der i dag er deres familie.

De har alle en helt speciel plads i vores hjerter, hver og én. Dette bliver derfor en 12 dags serie. Håber du vil nyde den og tak fordi du læser med.

Og for at gøre historien god fra start, så er den lille røde fantastiske Nero, den der starter ballet. Nero var faktisk den af ponyerne, der så “pænest” ud da de kom. Ikke desto mindre, var han en af dem, der havde det allersværest ved at vi skulle være i nærheden. Da han skulle flytte hjem til Kristine og læsses i hestetraileren, gjorde han alt hvad der stod i hans magt for at imødekomme vores ønske om at gå op i traileren på trods af sin skepsis.  Jeg kunne næsten ikke være i min krop af stolthed og mit hjerte blev lige 7 gange større. Enjoy den fine dreng.

 

 

 

 

 

Anjas Blog: Når dyrevelfærden bliver svær

Vi arbejder med og for dyrevelfærd. Vi arbejder for at give hestene velfærd i den indhegnede verden, de lever i. For mange af de heste, der kommer her, har det på ingen måde været en selvfølge.

Dyrevelfærd kan være en svær størrelse at definere. Nogle bruger de fem friheder, som rettesnor. Andre går mere i dybden og bruger dyrevelfærdscirklen.

De fem friheder lyder som følgende:

1. Frihed fra tørst, sult og fejlernæring.
2. Frihed fra ubehag forårsaget af omgivelserne
3. Frihed fra smerte, skavanker, skader og sygdom
4. Frihed til at udtrykke artens naturlige opførsel
5. Frihed fra frygt og lidelse

Ved dyrevelfærdscirklen vurderer man dyreholdet/dyret ud fra 8 parameter:

• Foder, foderstand og fodringsrutiner
• Miljø; indendørs indretning
• Miljø; udendørs indretning
• Adfærdsmuligheder, beskæftigelse og aktivering
• Socialitet, floksammensætning, interaktion
• Sundhed, fysiologi, ekskrementer og stress
• Historik omkring syge og døde dyr
• Opfyldelse af lovens krav til dyreholdet

De heste, der kommer her, har ofte ikke haft friheden til velfærd på en eller flere punkter. Vi hjælper dem, med at få den velfærd (tilbage).

  • Vi giver dem det korrekte foder, søger for at de får nok, at der er fri adgang til vand.
  • Vi fjerner ubehaget fra de omgivelser, de var i, ved at flytte dem.
  • Med fagfolks hjælp hjælper vi dem, hvis de er syge, har skader eller smerter.
  • Vi lader dem være sammen med artsfæller på store arealer mange timer i døgnet, så de kan udøve deres biologiske adfærd som flokdyr.
  • Vi sørger for, at her er ro og tryghed i omgangen med de andre heste samt i samværet med mennesker.

Det er det, vores arbejde består i og det er utrolig givende og livsbekræftende at opleve dyrenes reaktion på at få disse “friheder” tilbage.

I de 11 år, hvor Hestenshaab har hjulpet heste, har der også været de heste,  vi ikke kunne give det, der skulle til, for at de ville få et liv med velfærd. Når man ikke er i stand til at fjerne smerter og sygdom og man ikke længere kan tilbyde dyret et liv, hvor dyret kan udfolde sin biologiske korrekte adfærd uden smerter. I disse tilfælde er den eneste mulighed for at hjælpe dyret af med lidelse og smerte, aflivning. Det er det ansvar, vi har. Vi bliver deres stemme og “frihed” til at vælge livet i smerte fra. Det er den del af vores arbejde, som er hård, men ligeså vigtig som at fodre tynde dyr op og give indespærret dyr græs under hovene igen.

Det er aldrig nemt, når vi står i den situation, at der kun er den ene mulighed tilbage. Det er som oftest ikke noget, der kan diskuteres udfra et dyrevelfærds synspunkt. Sygdom, smerter og lidelse er med dyrelægens hjælp og diagnose, en af de meget håndgribelige og synlige punkter i forhold til dyrevelfærd og beslutningen omkring aflivning, omend den er hård, valid og ikke til at overse. Det er en fysisk kendsgerning, som videnskabligt kan vurderes af uddannede fagfolk. Beslutningen kan derfor synes “nemmere”.

Den situation, har vi stået i flere gange i løbet af årene. Jeg har også flere gange stået i situationer, hvor jeg har tænkt, at det kunne være en umulighed at give dyret et liv med tryghed og uden stress fra mennesker, men heldigvis har tålmodighed og tid ofte gjort underværkere på dette punkt.

Når jeg for første gang i 11 år og med 70+ heste igennem Hestenshaab, står med en hest, der er skadet på evnen til at udføre normal social adfærd, så bliver jeg nødt til at hive velfærdsredskaberne frem og se på dyret og alt omkring det med professionelle øjne. Nu er der ingen dyrelæge, der stiller en diagnose og jeg er den fagperson, der vurderer om dette dyr nogensinde får et liv med hestevelfærd og uden stress. Det bliver en anden beslutningsprocess. Dog stadig en der kræver ligeså meget ansvar.

Hvad gør man, når et flokdyr bliver stresset af at være sammen med artsfæller og samtidig har så dybe instinkter, at det også bliver stresset af ikke at være sammen med flokken?

Sia er 14 år og har kun oplevet floklivet i form at en lille shetter i omgivelser, hvor der var så lidt foder, at hun måtte kæmpe alt, hvad hun kunne for at holde sig i live. Sias livserfaring er at artsfæller er et nødvendigt onde, der skal holdes væk fra foderspanden. Noget der tydeligvis har stået på så længe i hendes liv, at på trods af, at hun nu oplever at foderspanden ikke “løber tør”, så ophører den aggressive adfærd ikke.

Sia har ikke lært hestesprog og hendes tidligere erfaringer med sult gør, at foder er hendes eneste fokus, det gælder også græs – alligevel skal de andre heste helst være i nærheden. På en 1 hektar stor græsmark skal de andre heste ikke nærme sig hende, så får de hidsige bid -uden forvarsel. Denne adfærd tog mere og mere til i takt med, at Sia fik sul på kroppen igen.

For at vende tilbage til dyrevelfærden. Mine opgaver ifht. at skabe et velfærdsliv for et flokdyr kan være mange og varierede. Jeg får hjælp af fagfolk til at gøre syge dyr raske og sørge for at udsultede dyr får den korrekte næring. Jeg lærer hestene at omgås mennesker på en respektfuld måde uden stress. Jeg har dog ikke en fysisk chance for, at lære en hest at indgå socialt i flokstruktur. Jeg kan ikke lære en 14 årig hest at tale “hestesprog”, hvorend jeg gerne ville.

Hvor er det så at dyrevelfærden mistes i dette tilfælde? For Sia, som ikke kan være sammen med artsfæller uden at stresse, men som heller ikke kan være dem foruden. Resten af flokken mister deres frihed fra frygt, da de bogstaveligt er så bange for hende, at de konstant er på vagt og løber i alle retninger, når hun kommer. Hele hierarki strukturen i flokken blev ødelagt, da de socialt fungerende dyr så Sias adfærd som rangorden aggression, men for Sia drejede det sig kun om foderet. Stress og utryghed hos alle, tillige med store nye sår dagligt fra Sias bid.

Er der udsigt til at Sia vil få et liv med velfærd? Findes sådan et sted, hvor hun kan leve sammen med og alene? Og hvis ja, hvad så med velfærden for den artsfælle, der skal være hendes uønskede flok? Kan hun lære at indgå normalt i socialt interaktion med andre heste i en alder af 14 år? Hvis hendes erfaringer i den henseende er en værktøjskasse, som hun skal hive redskaber frem fra, så har hun to redskaber – foder og fight. Disse redskaber bliver hendes adfærd, også overfor mennesker.

Hvordan vi behandler vores dyr, kendetegner os som mennesker. Jeg synes, det er sørgeligt, at Sia aldrig fik lov til at være hest. Den essentielle ret blev frataget hende så meget, at ikke engang instinkterne kunne overdøve.

Paragraf 2 i dyreværnsloven lyder som følger:

§ 2. Enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt, herunder at de huses, fodres, vandes og passes under hensyntagen til deres fysiologiske, adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer.

Man må smerteligt erkende, at som så mange andre af vores heste, så har Sias tidligere ejer ikke levet op til dette lovkrav og som følge deraf, er Sias krav på et liv med velfærd blevet ødelagt for bestandigt.

Med sund fornuft, den dybeste omsorg, faglighed, dyrevelfærden og dens redskaber, tog jeg en beslutning. En beslutning, som aldrig havde været nødvendig, hvis hun havde haft et velfærdshesteliv med muligheden for at være et flokdyr, der fra føl har lært flokstruktur og interaktion med artsfæller.

Ikke mere stress og utryghed, hverken for Sia eller andre heste i hendes nærhed. Denne beslutning har været helt anderledes og krævet mere reflektion, end jeg har prøvet i sygdomsrelaterede tilfælde. Ikke desto mindre er den ligeså valid, når vi skal sørge for velfærden for de dyr, vi har ansvaret for.

Det er en sørgelig historie, som jeg føler er vigtig at få fortalt – den kunne nemlig have været undgået og Sia kunne have haft mange gode år med sundhed, normal adfærd og omsorg fra mennesker. Hvis bare hun havde vokset op og havde levet et sted, hvor man satte sig ind i dyrets behov og adfærd.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den fine familiekalender for 2019 kan nu bestilles.

Så kan den fine familiekalender for 2019 bestilles i butikken. Der er bestilt begrænset antal hjem, så skynd dig, hvis du vil være en af de heldige. Man forudbestiller også sender jeg dem straks videre, når de lander her.

Hop ind i butikken og bestil med det samme:-)

Åbent hus og reception – alle er velkomne.

I forbindelse med vores store ombygning af Hestenshaab og åbning af Hundens Holiday holder vi reception og Åbent Hus. Du er meget velkommen. Læs mere her.

Vi håber, at der kommer en masse glade mennesker og hilser på os og hestene på denne efterårsdag.

Skriv gerne i kommentarfeltet under begivenheden, hvis du kommer.

Glæder os til at se jer.

Mange hilsner Anja og hele Hestenshaab.dk

 

Måske du har noget, vi mangler.

Kære Alle
I forbindelse med vores store ombygning er vi kommet i mangel på nogle ting. Måske der er nogle der ligger inde med noget af det, som vi mangler og som I har lyst til at donere til hestene:-) Det er et forsøg værd, så jeg prøver lykken:-)

# Skabe til opbevaring af hesteting (såsom striglekasser, shamoo osv.) Vi har en del, der mangler en plads at stå på:-)

# Hylder til tilskudsfoder mm. til vores foderrum

# Whiteboard eller tavle til foderrummet.

# En bordplade – ligeledes til vores foderrum.

# Funktionel vaskemaskine til heste og hundeting.

# En lille kummefryser (98 liter)

Hvis du har noget af overstående, så send en pb. Vi vil blive super glade.
Hav en skøn dag allesammen:-)