Vores filosofi
Når heste bliver vanrøgtet og mishandlet – så SKAL vi hjælpe dem.
Når hesten ankommer til HestensHaab er den ofte i meget dårlig forfatning – både fysisk og psykisk.
Hesten bliver tilset af dyrlæge, smed mv. og nødvendig behandling bliver foretaget. Herefter bliver der udarbejdet en individuel foder og handlingsplan for hesten. Først og fremmest får hesten fred og ro, korrekt foder og tid til at falde til. Herefter vil forskellige behandlinger begynde, det kan være regelmæssig massage/kiropraktik mv., masser af gåture og langsom genoptræning i takt med at hesten bliver bedre fysisk.
Hestene er på fold sammen hele dagen og det er meget vigtigt, at alt foregår i et tempo, hvor hesten hele tiden er med, såvel i træning som i behandling.
Meget af træningen foregår fra jorden, så hesten ikke bliver unødig udsat for forkert belastning og muskelopbygning.
Det er meget individuelt hvor lang rekreaktionstid, den enkelte hest behøver og det kan svinge meget. Det vigtigste for HestensHaab er at vi er 100 % sikre på, at hesten er helt i orden, inden den kan komme herfra.
Derudover bruger vi meget tid på, at finde det helt rigtige menneske til hver enkelt hest. Ofte når hestene at være her længe, fordi det er meget vigtigt for os at finde det helt rigtige match hver gang. Det er af allerstørste betydning, at både hest og menneske får en masse gode år og oplevelser sammen.
Når man står og for første gang skal have egen hest, er der mange måder at gøre det på. For mit vedkommende var jeg på udkig efter en robust og rolig hest, da jeg faldt over en annonce, hvor Frederik var i.
Jeg tog til Sortsø og mødte Anja, som fortalte mig om Frederik, hvilken hest han var, og hvorfor han i øvrigt stod hos hende. Anja var lyttende og observerende, og det var tydeligt, at hun ledte efter det lille tegn på kemi, mellem Frederik og jeg, som skulle blive begyndelsen på et livslangt venskab. Hun så det samme, som jeg følte i maven, og nogle uger efter kom min hest hjem til mig.
At adoptere en hest hos Hestens Håb giver mening, hvis du tænker på hesten først. Du får hesten hjem som din egen, og skulle der en dag ske ændringer, så du ikke længere kan passe på din firbenede ven, ved du den skal tilbage til Anja, og at den her har de bedste betingelser, for igen at få et godt hjem.
Jeg er så glad for, at Frederik er min og ville til enhver tid anbefale at adoptere ved Hestens Håb.Line
Det kan være rigtig svært hvis man er vidne til vanrøgt og mishandling af heste, men man må aldrig lade som ingenting. Heller ikke selvom man synes det virker omsonst og gøre noget.
Hestene kan ikke bede om hjælpen selv – vi er nødt til at være deres stemme!
Du er altid velkommen til at kontakte Anja på her, hvis du er vidne til vanrøgt eller mishandling – for at høre hvad du kan gøre eller forhøre dig om Hestenshaab kan hjælpe. Vi har gode erfaringer, hvordan man hjælper dyrene bedst. Intet spørgsmål er for lille eller stort.
Her kan du læse, hvornår der er tale om mishandling iflg lovgivningen:
Mht. vanrøgt kan det til tider være svært og vurdere – men tjek dyrenes Beskyttelses side her og læs reglerne for hold af heste og se også huldvurderingen, så du kan se om pågældende hest er for tynd. Huldvurdering kan du se her.
Mishandling
Mishandling af en hest kan forklares bredt som fysisk og
psykisk overlast.
Fysisk overlast er at påføre hesten unødig smerte og lidelse.
Eksempler på fysisk overlast
– gentagne slag med en pisk eller overdreven brug af pisk (hesten “bankes”)
– voldsomme ryk i tøjlen
– voldsomme spark med sporer
– stød med el-støder eller lignende
– barring
– brug af andre smertevoldende “hjælpemidler”
– at genne hesten rundt i en longe, indtil den udmattes
Hesten vil opfatte disse ting som smerte og ikke en hjælp til at forstå meningen med afstraffelsen.
Eksempler på psykisk overlast
– at true hesten med en pisk eller lignende med det formål at skræmme den
– at fratage den mulighed for at drikke og æde over en længere periode
Vær med til at forhindre gentagelse af mishandling af heste
Gør noget ved sagen nu – vent ikke til mishandlingen er “gået over”.